23948sdkhjf

Overtager kunder og personale efter Scania-lukning

Truckcenter i Hjøllund overtager frustrerede kunder og mekanikere fra Scanias værksteder i Silkeborg og Viborg, som har henvendt sig, efter at afdelingerne for nylig blev bebudet lukket.
Det kom som noget af et chok for medarbejdere og kunder, da Scania Biler for nylig annoncerede lukningen af sine lastvogns- og busværksteder i Silkeborg, Viborg og Grindsted. I forbindelse med lukningen, der totalt berører omkring 80 medarbejdere, henvises de midt- og østjyske Scania-ejere fremover til virksomhedens værksteder i Herning og Aarhus. Vognmænd i Silkeborg- og Viborg-områderne skal dermed ud på en lang køretur for at nå nærmeste autoriserede Scania-værksted. Det har fået Truckcenter Midtjylland i Hjøllund til at øjne en forretningsmulighed.

– Vi servicerer alle bilmærker og arbejder i forvejen en del med Scania. Siden lukningerne i Silkeborg og Viborg blev bebudet, er vi derfor blevet kontaktet af en række frustrerede forhenværende kunder fra værkstederne, der ønsker et samarbejde. Samtidig har en række nu fritstillede Scania-medarbejdere forhørt sig om jobmuligheder. Vi har valgt at gribe muligheden for at udvide kundekredsen og tilføre flere erfarne Scania-mekanikere til vores medarbejderstab, siger Kjeld Clausen, adm. direktør for Truckcenter A/S, som efter millioninvesteringer i udbygning af sine faciliteter har oplevet betydelig vækst. Han finder det naturligt at udvide aktiviteterne i en tid, hvor lastvogns- og trailerværkstederne bliver færre og større.

– Vejen fra tanke til handling kan være lang i store organisationer, hvor det ikke altid kan lade sig gøre at imødekomme individuelle kundebehov. Her vil vi gerne udgøre et alternativ til de største spillere og kombinere det bedste fra de store koncerner og de små, lokale værksteder, siger Kjeld Clausen.

Klar til flere Scaniaer

På værkstedet i Hjøllund står værkfører Michael Kurek klar til at tage imod nye medarbejdere og kunder.

– Vi råder over testudstyr til alle bilmærker, og vores medarbejdere har en alsidig baggrund og erfaring, der gør os i stand til at løse langt de fleste problemer, uden at man er henvist til at tage den lange vej til nærmeste autoriserede værksted. Desuden begynder vi nu at lagerføre en række gængse Scania-reservedele. Dele, som vi ikke ligger inde med, kan vi typisk have hjemme i løbet af et par timer, siger værkføreren, der mener at kunne tilbyde midt- og østjyske Scania-ejere en række fordele i forhold til deres hidtidige værksteder.

– Vores timepriser ligger et pænt stykke under de autoriserede værksteders, og samtidig har vi en meget bred palet af faciliteter. Blandt andet kan jeg nævne Euromaster dækcenter, cafeteria, vaske- og synshaller, hydraulikværksted, opbygningscenter samt badefaciliteter og opholdsrum for chauffører med internet, kaffe, pc og tv til fri afbenyttelse. Desuden tilbyder vi døgnet rundt udkald med servicevogn og afhentning af havarerede køretøjer samt udfører reparationer til sædvanlig timepris helt frem til klokken 18. Det bidrager alt sammen til at tiltrække kunder, fortæller Michael Kurek, der er i dialog med flere opsagte Scania-mekanikere om ansættelse hos Truckcenter Midtjylland.

Henter og bringer biler

Som led i Scania-satsningen tilbyder Truckcenter Midtjylland efter nærmere aftale at afhente kundernes lastvogne og køre dem retur igen efter endt reparation. For kunder i nærområdet tilbydes denne service endda uden beregning.

– Satsningen kommer til at betyde, at vi tiltrækker kunder fra et større geografisk område. Selvom vores beliggenhed lige ud til hovedvej 13 er tættere på de fleste midt- og østjyske kunder end nærmeste autoriserede Scania-værksteder, har mange stadig et pænt stykke vej hertil. Det problem vil vi gerne løse med vores fleksible hente- og bringeservice, slutter Michael Kurek, som allerede har kunnet byde velkommen til flere nye Scania-kunder.

Truckcenter A/S består af Truckcenter Midtjylland og Truckcenter Padborg, der på centrale beliggenheder dækker et samlet areal på godt 50.000 kvadratmeter. Centrene reparerer og servicerer alle slags lastvogne og trailere samt udfører hydraulik- og opbygningsopgaver.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063