Danmark blandt de dyreste lande i Europa for opladning af elbiler

Kun Tyskland overgår Danmark i pris for fuld opladning af elbil, viser ny analyse. Høje elpriser og afgifter gør Danmark til et af de mest omkostningstunge steder at oplade elbiler i Europa
En ny analyse fra analyseinstituttet Switcher.ie viser, at Danmark er blandt de dyreste lande i Europa, når det kommer til opladning af elbiler.
Ifølge analysen koster en fuld opladning af en elbil i Danmark i gennemsnit €36,17, svarende til cirka kr. 270, hvilket kun overgås af Tyskland, hvor prisen er €36,41. Undersøgelsen viser en markant variation i prisniveauet på tværs af Europa – i Kosovo er prisen eksempelvis helt nede på €3,92 for en fuld opladning. Det oplyser Switcher.ie i en pressemeddelelse.
- Selvom Switcher.ie's seneste forskning viser, at omkostningerne ved opladning af en elbil er steget i de fleste EU-lande, er elbiler stadig langt billigere at køre end benzin- eller dieselbiler," siger Eoin Clarke, kommerciel direktør hos Switcher.ie.
Undersøgelsen fremhæver, at de høje omkostninger i Danmark primært skyldes landets høje elpriser og afgifter. Samtidig har Danmark en høj andel af elbiler på vejene, hvilket øger efterspørgslen på opladning og dermed påvirker priserne.
- De dyreste lande at oplade elbiler i har tendens til at have en højere markedsandel af nye elbilsalg og flere elektriske og hybridbiler på vejene, siger Eoin Clarke.