23948sdkhjf

Kuglestøderen og den høje overligger

Joachim B. Olsen forsvarede overfor biløkonomerne sine stærkt liberale samfundsholdninger og blev efterfulgt af ildsjæle fra Projekt Morfar, der tager hånd om svage unge lærlinge.
Klogere på livet, samfundet og arbejdsmarkedet blev de unge biløkonomer forleden, da Q8 Oils og Købmandsskolen i Aarhus havde indbudt en række spændende oplægsholdere til diskussion - med helt modsatrettede grundholdninger.

Folketingspolitikeren Joachim B. Olsen fra Liberal Alliance kaldte det et ærefuldt "badge of honour", når han af kolleger bliver benævnt kuglestøderen med det ultraliberale syn. Politikere bredt fra andre partier giver ham ofte ret på tomandshånd, bedyrede han.

- Siden 1960'erne har vi i Danmark, i misforstået godhed, offergjort en masse mennesker og produceret forkælede, svage personer. Vi har eroderet fundamentet for personligt ansvar, mens efterlønsmodtagere kan få 30 år uden for arbejdsmarkedet med pension. Arbejdsstyrken skrumper, mens den offentlige sektor fylder mere - det burde være omvendt. Når rekrutteringsgrundlaget er lavt, presses lønningerne op, og det giver svagere konkurrenceevne for industrien, sagde Joachim B. Olsen og underbyggede sine holdninger med tal og eksempler. Topskatten er en misundelsesafgift, mener han, der skal væk, og marginalskatten skal ned på 40 procent som i velstands-Sverige så flere tør løbe en risiko og arbejde mere for at tjene til sin familie frem for sit land. Uden dog at nå amerikanske tilstande. Men markedsøkonomien har sejret: Se bare til Kina og de to delte koreanske lande med hver sin ideologi, hvor Sydkorea stormer frem mens brødrene i nord udsultes i et gammelkommunistisk jerngreb.

Amoralske bilafgifter

På spørgsmål fra salen kommenterede Joachim B. Olsen bilafgifterne, som han kalder absurde.

- Det er amoralsk og uden mening, at en gennemsnitsfamilie ikke har råd til en ny og sikker bil i Opel Insignia-klassen. Vi har desværre vænnet os til niveauet for bilafgifterne, der dækker øvrige samfundsudgifter ind, men det giver ikke mening. Det vil altid være synd for nogen, når man omfordeler; det vil gøre ondt i en periode men give gevinst på sigt. Problemet er, at det politisk giver 1000 stemmer at love velfærd, mens det koster 3000 at skære, sagde Joachim B. Olsen. Han kunne i øvrigt fortælle de unge bilkøbmænd, at Liberal Alliances kraftige markedsføring i medierne har den ønskede effekt.

Viser vejen frem

Desværre måtte Joachim B. Olsen af sted, så han nåede ikke at overvære – eller diskutere – næste, og diametralt modsatte, indslag om Projekt Morfar i Vejle. Her har et hold bundsolide ældre påtaget sig den store rolle at virke som mentorer for svage unge, der har problemer med at fastholde en uddannelse.

Lærer Connie Bertelsen tog initiativ i 2008 og har støtte fra Legofonden og Industriens Fond.

- Vi, der er her i dag, har været heldige med en god opvækst, hvor vi har lært at gebærde os. Andre kan som 20-årige ikke lave mad eller vaske tøj, og formår ikke at stå op om morgenen på grund af deres baggrund og personlige problemer. Dem tager vores Morfædre, med hjerte og hoved på rette sted, sig af at vise vejen frem mod et personlig ansvar, sagde Connie Berthelsen. Indtil nu er 43 unge hjulpet godt på vej mod at opfylde regeringens mål om, at 95 procent af alle unge skal have en uddannelse.

Tidligere mekaniker og fabrikschef Preben Gjerka på 65 år hørte om projektet i radioen og har nu hjulpet den 19-årige uledsagede flygtning Obaid Ali Faraj til at få en læreplads. Tilmed har han fået styr på den unge mands beskedne økonomi.

- Men jeg må sige, at det er svært for unge som Obaid at komme ind på arbejdsmarkedet, hvor overliggeren for uddannelser mange steder er sat alt for højt, sagde Preben Gjerka.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094