23948sdkhjf

FTZ-succes ved Classic Race i Aarhus

Grossisten samlede store dele af branchen ved CRAA og melder sig allerede nu klar næste år.
For tredje gang deltog FTZ på Classic Race i Aarhus i den forgangne weekend med succes.

- I år overgik vi endnu en gang vores egne, og bedst af alt kundernes forventninger. I ugen op til weekenden var alt på plads, og det eneste der kunne overraske var vejret. Det ville ifølge vejrudsigten regne hele weekenden, og derfor besluttede vi allerede mandag at udvide med endnu et telt, så vi kunne tilbyde 2 x 200 kvadratmeter under tag. Lørdag var helt perfekt, vejret var godt, ingen regn og en del sol i løbet af dagen, og vi havde mere end 2000 kunder inde i området til fuld forplejning fra vi åbnede kl. 9 til sidste løb kl. 18, fortæller afdelingsleder Kent Mortensen FTZ Aarhus.

- Der var ingen, der manglede noget, og det er en fornøjelse at se så mange gode kunder samlet på én gang, og for at få den hyggelige stemning i "FTZ Pitten" kombineret bedst muligt med race havde vi lejet en storskærm, så alle besøgende i pitten kunne følge med i alle løb begge dage uden at være nødsaget til at forlade området. For dem der ville helt ud til banen, var der selvfølgelig mulighed for at fylde begge hænder med øl og burgere, førend turen gik uden for "FTZ Pitten", tilføjer han.

Søndag startede regnfuldt, og sådan fortsatte dagen, men her kom de ekstra 200 kvadratmeter under tag os til stor gavn. Vi havde fuldt hus hele dagen, og takket været "tørvejr" i teltene og med storskærmen perfekt placeret kunne vi opretholde den gode stemning og forplejning, samtidig med at alle gæsterne kunne se racerløbet, oplyser Kent Mortensen.

Per tradition havde FTZ i bogstaveligste forstand rullet den røde løber ud for kunderne i indgangen til FTZ pitten, og indenfor udstilledes en ægte racerbil, en Porsche GT3 i racertrim.

- Det er fantastisk at mærke den gode stemning, og det kan være svært at beskrive det hele, men det hele bliver bekræftet, når kunderne på vej ud siger tak for et kanon arrangement. Det er en stor fornøjelse at afholde så stort et arrangement med kunder fra hele landet, hvor vi arrangerer busser fra alle afdelinger. Et arrangement som vores i "FTZ Pitten" er ikke kun rettet mod FTZ's faste kunder, alle professionelle værksteder i Danmark er velkomne, og det er dejligt at se vi kan tiltrække såvel kernekunder som potentielle kunder. Et racerløb som dette og den hyggelige atmosfære får kunderne til at mødes, og der udveksles erfaringer på tværs af frie værksteder, branchens værkstedskoncepter og mærkeforhandlere - det er en fornøjelse år efter år, at være en del af dette, siger han.

- Vi glæder os til CRAA i 2013 og kan allerede sige på gensyn, for vi er selvfølgelig med igen til næste år. Pladsen er allerede booket og bekræftet fra arrangørerne, oplyser Kent Mortensen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125