Rooneys mc på auktion
Fra 11. til 21. juni har KidsAid Danmark åbnet for en historisk auktion på eBay. Det er lykkedes den danske velgørenhedsorganisation at indgå en aftale med den verdensberømte fodboldspiller Wayne Rooney. I samarbejde med Danmarks eneste motorcykelproducent Lauge Jensen har den engelske fodboldstjerne specialdesignet en eksklusiv motorcykel, som hylder det saksespark, Wayne Rooney satte ind mod Manchester City sidste år et mål, som er blevet udnævnt som det bedste i Premier Leagues historie. Motorcyklen skænkes til KidsAid, og overskuddet fra salget går ubeskåret til KidsAid, der støtter syge og svage børn i Danmark.
- Den motorcykel, vi har designet er inspireret af mit saksespark mod Manchester City sidste sæson. Målet er blevet beskrevet som en scoring af høj kvalitet og i teknisk særklasse; det var et mål med stor kraft og skønhed. Jeg håber, at folk vil være enige med mig, når jeg siger, at motorcyklen rummer alle disse kvaliteter og mere, slutter Wayne Rooney.
Med 73 kampe for det engelske landshold, fire mesterskaber, to League Cups-titler og en Champions League-triumf for Manchester United er den 26-årige fodboldspiller Wayne Rooney i den absolutte verdenselite. Hos KidsAid har samarbejdet med en af verdens største fodboldstjerner derfor stor betydning.
- Vi er naturligvis både utroligt stolte og glade for, at Wayne Rooney har sagt ja til at bakke op om KidsAids arbejde. Med støtte fra en person som Wayne Rooney og de mange fans, som han har over hele verden, håber vi på, at auktionen vil indbringe et flot beløb. Samtidig kan samarbejdet være med til at sætte fokus på de børn og unge, der hver dag har sygdom helt tæt inde på kroppen, siger KidsAid Fondens formand Søren Bach.
Skræddersyet til mindste detalje
Hos Lauge Jensen skræddersys hver enkelt motorcykel til kundens ønsker og behov, og også på den luksuriøse motorcykel, som Wayne Rooney skal være med til at sætte sit unikke præg på, vil der blive kælet for detaljerne.
- Sidste år designede Caroline Wozniacki en motorcykel i samarbejde med Lauge Jensen. Det er vores håb, at Wayne Rooneys vil indbringe mange penge til den gode sag, siger Søren Bach.
Se auktionen på www.ebay.co.uk/rooneybike