23948sdkhjf

Erling Munk: Svært at stoppe helt

Erling Munk runder 70 år og er netop begyndt som arbejdende bestyrelsesformand for Bilhuset Mogens Elmer A/S i Rønne, hvor han også er medejer af sit tidligere bilhus.
Overskriften på nærværende artikel er genbrug fra juni 2008, da Motor-magasinet i serien "Hvor blev de af" portrætterede Erling Munk på Bornholm. Dengang havde han halvandet år tidligere solgt aktierne i Bilhuset, som han havde været med til at grundlægge og som blev Bornholms største med 45 fuldtidsansatte, fire bilmærker og en markedsandel på Bornholm på 40 procent

Med officiel status som folkepensionist var det i 2007 blevet tid til at trappe lidt ned, så der også blev plads til længere rejser og til familien og ikke mindst de tre børnebørn i Gl. Holte.

Efter et langt liv med biler, erkendte Erling Munk dog ret hurtigt, at han havde vanskeligt ved helt at falde til ro. Også selv om det var herligt at sidde om morgenen sammen med hustruen Ruth og nyde kaffen og udsigten fra huset i Svaneke uden hver dag at skulle møde et sted til en bestemt tid. Der var derfor stadig plads i kalenderen til et par bestyrelsesposter med relation til autobranchen og til at investere tid og penge i Pava Bilsyn i Nexø, som senere blev overtaget af Applus Bilsyn Bornholm.

Bornholmerbiler

Der skulle dog mere til, så Erling Munk fandt da også tid til at bruge sine brancheerfaringer som koordinator for klyngesamarbejdet bornholmerbiler.dk, der tæller ni af Bornholms autoriserede forhandlere, som tilsammen repræsenterer 13 bilmærker. Selv om forhandlerne til dagligt konkurrerer, er de gået sammen og har løst en række opgaver i fællesskab, som de ikke ville kunne løse hver især, fordi der ganske enkelt ikke har været den nødvendige tid til andet end at koncentrere sig om den daglige drift. Der er realiseret mange ideer til, hvad man kan gøre til gavn for ikke kun bilbranchen, men store dele af det bornholmske erhvervsliv og blandt andet trække flere folk til Bornholm.

Bilhuset tur-retur

Den 1. november fylder Erling Munk 70 år. For lidt over en måned siden gjorde han atter sin entré i sit gamle bilhus, da Mogens Elmer A/S i Kastrup købte Bilhuset på Bornholm. Erling Munk har siden 2008 været i bestyrelsen for Mogens Elmer A/S og er nu både medejer og arbejdende bestyrelsesformand i Bilhuset Mogens Elmer A/S i Rønne. Og den rolle kalkulerer han med foreløbig at have i mindst et par år. Stadig med de fire mærker, Ford, Mazda, Suzuki og Kia, som da han forlod det i 2007.

Biler og atter biler

Erling Munk har i bogstaveligste forstand lært faget nedefra. Han kom i lære som automekaniker i 1960 hos den dengang kendte GM-forhandler Ferd. Jørgensen i Rønne. Også værnepligten i HTK – Hærens Tekniske Korps – drejede sig om biler. Og sådan har det været lige siden, hvor Erling Munk har skruet og handlet biler på sin vej op gennem branchen på klippeøen.

Bestyrelsesposter besættes ofte af folk, som siger deres mening, og Erling Munk vil gerne vedgå, at han altid har talt frit fra leveren. Så han har både været formand for Bornholms Automekaniker Laug og senere for D.A.F.’s lokalafdeling på Bornholm. Han har også været i bestyrelsen for Mazdas Forhandlerforening.

Erling Munk markerer sin 70 års fødselsdag med åbent hus på Svaneke Vandrerhjem, torsdag den 1. november kl. 10-12.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078