23948sdkhjf

To danskere med i EU-plan for bilindustrien

Konkurrencen vindes på teknologi, fastslår EU-kommissionens i handlingsplanen "CARS 2020".
To danske kvinder er medforfattere TIL EU-kommissionens handlingsplan "CARS 2020" for bilindustrien. Det er klimakommissær Connie Hedegaard og Ulla Rasmussen. Den sidstnævnte bor i Østrig og er formand for den EU-støttede NGO-organisation The European Federation of Transport & Environment.

EU-kommissionens handlingsplan for en både konkurrencedygtig og bæredygtig bilindustri i Europa bygger på to års arbejde i EU-kommissionens CARS 21-ekspertgruppe. Den fremlægges efter planen torsdag 8. november.

Bilindustrien er den største private investor i forskning og innovation. Den har med sine 12 millioner job, 4 procent af bruttonationalproduktet og 90 milliarder euro (675 milliarder kroner) handelsoverskud en strategisk betydning for Europas økonomi, fastslår kommissionen i sin opridsning af situationen.

Undgå nationalt kludetæppe

- I løbet af det kommende årti forventes efterspørgslen efter biler i vækstlandene at stige voldsomt, hvilket vil medføre voksende pres på oliepriserne, problemer med bæredygtigheden og øget konkurrence på verdensplan. En ledende rolle på teknologiområdet kommer til at være af afgørende betydning for at kunne tage de udfordringer og muligheder op, erklærer kommissionen.

Blandt de mange anbefalinger er koordinering af medlemslandenes politik baseret på teknologineutrale krav. Det gælder om at undgå, at tilskud og incitamenter til energieffektive biler betyder opsplitning af markedet på grund af forskellige tekniske specifikationer, mener gruppen.

De 36 Cars 21-medlemmer foreslår også opgradering af standarder for test, brændstoføkonomi og forurening.

Ministre fra bilproducerende lande

Der er en vis garanti for, at anbefalingerne bliver officiel politik, for højniveaugruppen tæller syv kommissærer heriblandt Connie Hedegaard.

Ministre fra bilproducerende lande har repræsentanter i Cars 21: Tyskland, Frankrig, Storbritannien, Italien, Sverige, Tjekkiet, Spanien, Østrig og Polen.

Blandt medlemmer fra industrien og branchen er Jean-Paul Bailly, der er formand for CECRA (The European Council for Motor Trades and Repair), Peter Tyroller, som er formand for CLEPA (The European Association of Automotive Suppliers) foruden at være bestyrelsesmedlem i Bosch, samt Ulla Rasmussen fra Transport & Environment.

Mere på http://ec.europa.eu/enterprise/sectors/a...
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078