23948sdkhjf

Styr kvaliteten og overlev i autolakbranchen

Målet i autolakerernes brancheforeninge er, at flere skal følge LAKspecialisten A/S, der netop er blevet kvalitetscertificeret efter KS 2000/ISO 9001 som første autolakeringsvirksomhed.
Mange autolakerere, især de mindre, har svært ved at bekæmpe den indre dæmon, der vil gøre kål på rækken af biler, som skal lakeres. Dermed vinder håndværkeren over forretningsmanden. Men vil man drive en rentabel virksomhed i et presset marked ude på de små marginaler, kan det betale sig at følge Foreningen af Auto- og Industrilakeres, FAIs, råd om at bruge lidt tid og energi på at blive certificeret efter den opdaterede KS2000, der nu også kan føre til en ISO 9001-certificering efter internationale standarder.

Det kan indehaverne af LAKspecialisten A/S ved Århus tale med om. Som den første danske autolakeringsvirksomhed fik LAKspecialisten forleden overrakt certifikat og skilt, som nu kan smykke virksomhedens foreløbig to afdelinger i forstæderne Risskov og Hasle. Certificering af Åbyhøj og den nyåbnede Højbjerg-afdeling følger inden sommerferien.

- Der går hurtigt sport i at kvalitetsstyre, og jeg er vist blevet lidt af en tal-narkoman. Vi vil i FAI meget gerne vække kollegerne, så de også ser lyset, og det er slet ikke så indviklet eller bøvlet, som nogle tror, fortæller stifter og indehaver af LAKspecialisten, Lasse Jæger Jensen, der også er landsformand for FAI.

Medvirkende til hans gejst har været, at kvalitetsstyringen blandt andet afslørede, at en af de fire afdelinger forbrugte mange flere materialer end de øvrige, fordi der blev sprøjtet fylder for groft på, der efterfølgende skulle slibes kraftigt.

Forbedret ledelsesværktøj

Udgangspunktet for det nye og mere praktisk betonede KS2000 med 29 kvalitetsstandarder er, at det nu er et forbedret ledelsesværktøj, der inddrager medarbejderne i en lærende proces, som optimerer virksomheden. KS2000 har eksisteret i 20 år, og 80 procent af alle FAI-medlemmer – 230 virksomheder - har i dag certificeringen og kan forholdsvis enkelt udvide til en ISO 9001 certificering. Det giver bedre bundlinje, øget arbejdsglæde og større gennemslagskraft og troværdighed hos kunderne.

Forbedringen af certificeringerne begyndte i 2008, da FAI hyrede MANconsult til at "vende systemet om", så det nu tager afsæt i bedømmelseskriterier frem for dyngevis af krav som tidligere.

Det var fusionen med den daværende organisation DAO, der var afsættet ud fra ønsket om, at der skulle være rum til alle landets forskellige typer lakeringsvirksomheder, hvor enhver virksomhed kunne stå på og af efter behov.

Nu på online-platform

Certificeringerne tager udgangspunkt i minimumkrav ud fra også de mindre virksomheders forudsætninger. Det tunge mappesystem er erstattet af et åbent, internetbaseret online system med konstant opdatering.

På D4 standardplatformen kan brugerne lægge egne noter ind, her findes manualer, og leverandører kan logge sig på og lægge datablade på produkter ind: Køber en autolakerer et nyt produkt, popper relevant information automatisk op.

Håbet fra FAI er, at flere leverandører bruger systemet, herunder at bilimportører lægger lakinfo ind.

Benchmarker konstant

Hos LAKspecialisten er oprettet en ledelsesgruppe, der er motoren i kvalitetsstyringen. Den mødes månedligt og gennemgår tal og lønomkostninger, herunder reklamationsprocenten, og benchmarker dermed de fire afdelinger konstant. Der skrives referat.

Bestyrelsen består af formand og direktør Jørgen Lægaard, lektor på Handelshøjskolen og forfatter til bogen Strategi i vindervirksomheder, Lasse Jæger Jensen og hans hustru Helle samt sønnen Simon og kompagnon Jens Düring, der jævnligt gennemgår tal og mål.

Medarbejder-guldkorn

De ansatte bliver løbende informeret om handlingsplanerne, og MUS-samtaler og APV-fastlæggelser tages yderst alvorligt.

- Hvis vi vil ændre problemer eller optimere, kræver det et trygt miljø at kommentere i, ellers opdager vi ikke fejl. Vi har et bonussystem, der motiverer til indberetning. Vores folk skal ikke piskes rundt men arbejde til fælles bedste ud fra mottoet "Work smarter not harder".

- Vi får mange guldkorn fra medarbejderne, fordi certificeringerne medfører, at de tænker over, hvad de laver i hverdagen, fortæller Lasse Jæger Jensen.

Belæg for timepris-krav

En af medarbejder-ideerne har været en jobrotation mellem afdelingerne. I Risskov, med fire malerkabiner til også erhvervskøretøjer, foregår alt på samlebånd med specialfunktioner i enten slibning, lakering eller klargøring. Som modsætning følger de ni ansatte i Hasle, med kun to kabiner og tørrekabine, hver personbil hele vejen i alle faser. Altså to vidt forskellige afdelinger, der begge nu er certificeret ud fra hver sit udgangspunkt.

- Certificeringerne er vores forsikring for også at være her i morgen. De giver belæg for at kunne fastholde krav om timepriser, når omkostningerne stiger. Også de nye lakkæder tager ISO 9001 op. De mange små lakererier fra starten af 60’erne og 70’erne, der ikke magter kvalitetsstyring, vil blive købt op.

- Vores virksomhed vil åbne flere afdelinger, både ved køb og nystart, for vores system kan let skrues ned i nye afdelinger. Certificering lønner sig, for vi optimerer hele processen og minimerer dermed vores driftsudgiver - og undgår forhåbentlig driftsstop på grund af vores vedligeholdelsesplaner. Kvalitetsstyringen er blevet en integreret del af vores hverdag og føles slet ikke bøvlet. Men det kræver en mental ændring at tage hul på en certificering, siger Lasse Jæger Jensen.

Fusion med lærling

I 1980 startede nu 56-årige Lasse Jæger Jensen Hasle Autolakering, hvor han udlærte den nu 44-årige Jens Düring, der i 1998 startede LAKspecialisten i Åbyhøj. LAKspecialisten købte det daværende Damms Autolakering i Risskov i 2004, og året efter blev de to indehavere enige om at samle alt i en fusion under navnet LAKspecialisten A/S i ét selskab som del af et generationsskifte. Selskabet beskæftiger 45 medarbejdere, inklusive den nyåbnede Højbjerg-afdeling i lokaler efter det krakkede Totempo.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094