23948sdkhjf

Mekanikeruddannelse deles i lastvogne og personbiler

Reform af mekanikeruddannelse træder i kraft til sommer.
Kommende lærlinge skal fra første dag beslutte sig, om de vil rode med familiebiler eller tunge køretøjer. Mekanikeruddannelsen splittes i to allerede fra august, en for personbiler og en for lastvogne.

Det betyder, at den nuværende mekanikeruddannelse nedlægges syv år efter fusionen af daværende personbil-, lastvogns- og autoelektromekanikeruddannelser.

Undervisningsministeren har godkendt ændringen og har sendt de to nye mekanikeruddannelser i udbud blandt de tekniske skoler efter indstilling fra rådet for erhvervsuddannelserne, REU, oplyser chefkonsulent Benedikte Sølberg fra "Industriens Uddannelser", hvor hun arbejder for det faglige udvalg bag de nye mekanikeruddannelser.

Samtidig har Industriens Uddannelser sendt ændringerne i høring hos 22 uddannelsessteder. De skal vurdere, om der er økonomiske elementer, der gør det svært for skolerne at blive godkendt til de nye mekanikeruddannelser.

Næste skridt er prøvereform

Den næste opgave for det faglige udvalg er en uddannelsesmodel, hvor den afsluttende svendeprøve måske erstattes med prøver i løbet af uddannelsen, den såkaldte porteføljemodel. Den omlægning begynder Metalindustriens Uddannelsesudvalg først at tage fat på til efteråret eller næste år, så de to opsplittede uddannelser færdiggøres fortsat med den traditionelle svendeprøve, oplyser Benedikte Sølberg.

- Vi kunne ikke nå at lave en ny svendeprøve på en helt anden tankegang. Parterne (Dansk Industri og Dansk Metal) skal være enige, hvis svendeprøven skal laves om, og den diskussion har vi slet ikke haft endnu, slutter Benedikte Sølberg.

Positivt for branchen

Et nyligt formandsmøde i CAD var enigt om, at det rigtige er at dele uddannelsen igen, siger konsulent Christian Damgaard, CAD.

- Det er en positiv omlægning, der vil styrke branchen. Der sker så meget specialudvikling i lastvogne, som ikke kan bruges i personvogne, og omvendt, konstaterer han.

Christian Damgaard håber på en centralisering og næsten halvering af uddannelsessteder, så lastvognsuddannelsen blev udbudt af tre-fire tekniske skoler og personvognsuddannelsen 10-12 steder frem for de nuværende op mod 25 steder.

- Det vil forbedre uddannelserne. Der er stadig væk skoler, som på grunduddannelsen reparerer biler fra 1997. Det forventer man ikke i 2011, siger han.

Store krav til sprog og logik

Det er en skrøne, at mekanikeruddannelsen er attraktiv for unge, der kun vil bruge hænderne. Kommende lærlinge skal tværtimod passe lektierne, inden de får ansvar for at reparere biler, fastslår Christian Damgaard.

- Når det bliver mere specialiseret, skal vi også sætte højere krav til de unge menneskers erhvervsparathed og deres kundskaber i engelsk og tysk, fysik og matematik, fordi flere og flere oplysninger skal hentes på udenlandske databaser, mere og mere skal vi kunne tænke logisk i strøm og diodeteknologi og hvad det ellers hedder. Man skal bruge hovedet mere end man brugte hænderne før.

Uændret budget

Konsulent Susanne Ottesen fra Dansk Metal er enig i kravene til lærlinge kundskaber: - Mekanikere skal i fremtiden kunne analysere sig frem til fejl.

Omlægningen af mekanikeruddannelsen kræver ikke nye penge, og der er heller ikke en ambition om færre skoler. De specialiserer sig allerede, understreger Susanne Ottesen.

Hun er tilhænger af porteføljemodellen i stedet for den afsluttende svendeprøve. I øjeblikket er problemet, at der i modsætning til universiteter ikke findes regler for at gå om, hvis en lærling dumper til en stopprøve undervejs.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078