23948sdkhjf

Dansk Auto Logik overtager Semler Bil Logistik

Med overtagelsen råder Dansk Auto Logik nu over mere end 300.000 kvadratmeter asfalterede anlæg i Vamdrup og Ringsted. Alle medarbejdere fra Semler fortsætter under det nye ejerskab.
I 2008 blev Semler Bil Logistik A/S etableret for at understøtte Semler Gruppens billogistiske opgaver, som på daværende tidspunkt var under pres, idet faciliteterne for modtagelse, klargøring og opbevaring i Brøndby var blevet for små. Selskabet blev etableret som et joint venture, hvor Semler Gruppen og Dansk Auto Logik ejede hver 50 procent.

Semler Gruppen indeholder importselskabet Skandinavisk Motor Co. (importør af VW, Audi, Skoda og Seat) samt egne detailforretninger (SMC-Biler).

Siden etableringen er aktiviteterne i selskabet blevet udvidet, og i dag tilbydes importøren og alle VW, Audi, Skoda og Seat forhandlerne mange opgaver fra selskabet. Senest er der installeret specielle vaskemaskiner, så slutklargøringen af de nye biler hos forhandlerne lettes betydeligt.

Inden for de enkelte bilmærker er der store periodiske udsving, og derfor er der ofte ekstra kapacitet i Semler Bil Logistiks anlæg. I den nuværende forretningsmodel har dette medført, at ledig kapacitet ikke er blevet udnyttet tilstrækkeligt, hvorfor enhedsomkostningerne er blevet højere end nødvendigt, oplyser en pressemeddelelse.

Via det tætte samarbejde, som Semler Gruppen og Dansk Auto Logik har haft omkring driften af selskabet, er der opnået enighed om, at opgaven kan løses endnu bedre ved, at Dansk Auto Logik får mulighed for også at udnytte de eksisterende anlæg aktivt til andre kunder.

- Gennem et tæt samarbejde med ledelsen i Dansk Auto Logik, har vi fået en stor indsigt i den samlede billogistik i Danmark. Vi er meget trygge ved den partner, vi har valgt, og derfor er vi også sikre på, at selvom vi trækker os lidt tilbage omkring ledelsen, så er vores biler i de bedste hænder. Med det nye set-up har vi endvidere gjort vores omkostninger 100 procent variable, og vi vil derfor være endnu hurtigere til at tilpasse os, når pludselige opsving eller fald rammer bilsalget, siger adm. direktør for SMC, Kim Skovgaard Rasmussen.

Kontrolleret

Med overtagelsen råder Dansk Auto Logik nu over mere end 300.000 kvadratmeter asfalterede anlæg i Vamdrup og Ringsted. Alle anlæg er sikrede og overvågede og bliver jævnligt certificeret af bilfabrikanterne. Seneste audit blev gennemført af Mercedes, som på vegne af VW-gruppen, Ford, BMW og Porsche kontrollerede værksted, pladser og processer. Auditørerne fra Mercedes bemærkede hurtigt, hvordan kvalitet var en naturlig del af arbejdet, og da resultatet skulle gøres op, fik Dansk Auto Logik karakteren "top performer".

- Med dette opkøb står vi nu endnu stærkere i forhold til at servicere vores kunder. Vi kan fremover tilbyde modtagelse og opbevaring af alle bilmærker i Vamdrup eller Ringsted. Også værkstedsarbejdet vil foregå begge steder, hvilket betyder, at ombygning af biler til van og indretning af erhvervsbiler nu kan ske, uden at bilen skal flyttes på tværs af landet, udtaler direktør i Dansk Auto Logik, Kurt Rath.

Alle medarbejdere fra Semler Bil Logistik fortsætter under det nye ejerskab. Aktiehandlen er gennemført, og Semler Bil Logistik vil skifte navn til Dansk Bil Logistik. I løbet af de kommende måneder vil aktiviteterne gradvist blive overført til Dansk Auto Logik.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094