23948sdkhjf

SBS i europæisk joint venture

Med baggrund i stor omsætningsfremgang i 2010 indgår Scandinavian Brake Systems et nyt europæisk joint venture inden for bilindustrien.
Den danske producent af bremsecalipre Scandinavian Brake Systems A/S i Svendborg havde i 2010 en fremgang i omsætningen på 12 procent i forhold til året før. I alt udgjorde omsætningen 969 millioner kroner.

Fremgangen stammer fra aktiviteterne inden for bremsedele til især motorcykler og biler samt distribution af reservedele over det meste af verden. Divisionen gav et overskud før skat på 31 millioner kroner mod 21 millioner kroner i 2009.

Især området for bremsecalipre til biler har taget et stort spring fremad med en omsætningsfremgang på 23 procent og dermed den højeste omsætning nogensinde. For yderligere at tage markedsandele inden for bremsecalipre indgår SBS nu et samarbejde med tyske FTE Automotive GmbH, der er en førende leverandør af dele til bilindustrien.

Ny fabrik i Slovakiet

Joint venture-aftalen omfatter dannelsen af produktionsselskabet SBS-FTE Manufacturing Corporation, der etableres i Presov, Slovakiet. Den nye fabrik skal renovere bremsecalipre, som derefter genanvendes i bilernes bremsesystemer.

Renoverede bremsecalipre er et forretningsområde, der med den stigende globale fokus på miljø og genbrug er i vækst både i Europa og i en række oversøiske regioner. I Europa støttes genbrugsprincippet inden for autodele blandt andet af EU-lovgivningen.

SBS har været en af pionererne inden for renoverede bremsecalipre og har siden 1990’erne haft produktion i Støvring, ligesom virksomheden råder over produktionskapacitet for nystøbte calipre i Fjernøsten.

Fordele for begge parter

For begge virksomheder er der betydelige fordele ved joint venture-projektet. SBS afsætter primært sine produkter på det frie reservedelsmarked. Med fabrikken i Slovakiet får SBS tilført ekstra kapacitet, som kan supplere den nuværende fabrik i Støvring samt virksomhedens produktionskapacitet i Fjernøsten. Dermed forventer SBS at tage yderligere markedsandele inden for calipre på det frie reservedelsmarked.

FTE Automotive afsætter primært sine produkter til bilfabrikkerne og til disses eftermarkedsaktiviteter. FTE tilbyder ikke i dag calipre i sit sortiment, men med samarbejdet får virksomheden mulighed for at tilføje dette produktområde inden for hydrauliske bremsedele. Samtidig skal FTE også aftage varer fra SBS’ øvrige produktion.

- Samarbejdet med FTE passer perfekt til os. Med aftalen og etableringen af SBS-FTE Manufacturing Corporation i Presov får vi øget vores produktionskapacitet og styrket konkurrenceevnen. Samtidig får vi med samarbejdet med FTE mulighed for at afsætte vores øvrige produkter til kunder, vi ikke er inde hos i dag, men hvor FTE er en værdsat og vigtig leverandør, siger Hans Fuglgaard, adm. direktør, SBS.

Det nye selskab vil stå produktionsklart fra midten af 2011 og vil til at begynde med beskæftige cirka 50 medarbejdere. Ejerforholdet vil være 51 procent til SBS og 49 procent til FTE Automotive.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08