23948sdkhjf

Stor fremgang for syv Toyotaforhandlere med ny ledelse

Syv amerikanske Toyotaforhandlere opnåede på fire kvartaler at få vendt et fatalt underskud til et overskud. Alle virksomheder blev ledet af bilstuderende fra Kina, USA, Tyskland, Frankrig og Danmark
Igen i år dannede simuleringsspillet Nucars rammen om en dyst mellem studerende fra fem forskellige lande. Fra Danmark deltog otte udvalgte studerende fra biløkonomuddannelsen i Lyngby og Århus sammen med to undervisere.

Nucars er et simueringsspil, hvor deltagerne overtager en amerikansk Toyotaforhandler, der det foregående regnskabsår er kommet ud med et underskud på 500.000 dollar. De studerende skal herefter vende dette underskud til overskud samt overholde standarder opsat af Toyota, USA.

Alt dette foregår over et "virtuelt" år, hvor der hvert kvartal er mulighed for at vælge forskellige tiltag inden for markedsføring, salg, personaleledelse, værksted og lager.

Spillet foregår over en særdeles hektisk uge, og syv forskellige Toyotaforhandlere, bestående af studerende fra forskellige nationaliteter, kæmper en hård konkurrence om at løbe af med den endelige sejr.

Ifølge Kristian Schultz, biløkonomstuderende fra Starmark i Vejle, som var på det vindende hold, var det underholdende og til tider også kompliceret at få samarbejdet i gruppen til at fungere, mentalitet og kultur taget i betragtning.

- Men alt i alt supplerede vi hinanden godt og brugte tid på at forklare, hvad vi havde kendskab til og erfaring fra via vores respektive arbejdspladser og uddannelser. Sprogbarriererne var meget hurtigt ovre, da vi efterhånden er godt skolet med engelskkundskaber, både hvad angår forhandlingsteknikker og fagudtryk med mere. Vi sad tit og kiggede på hinanden og sagde: "Det her er klart brugbart til virksomhedsoptimering og noget, som vi kan drage nytte af i dagligdagen". Jeg er virkelig imponeret over spillet og amerikanernes innovation og evne til at tydeliggøre komplicerede processer og arbejdsgange, udtaler den stolte biløkonomstuderende, der modtog sin velfortjente præmie i forbindelse med prisuddelingen ved gallamiddagen den afsluttende aften.

Oplevelse for livet

Udover simulationsspillet arbejdede Nucars-deltagerne med en case omhandlende nogle af de fremtidige strategiske udfordringer, de 20 største bilproducenter står overfor. Casen var udarbejdet med assistance fra professorer og studerende fra universitetet HfWU i Tyskland.

- Det var spændende også at arbejde med den strategiske tankegang og prøve at identificere nogle af de muligheder og trusler, de største bilproducenter står overfor, udtaler Niklas Jung Jørgensen, biløkonomstuderende hos Monk Biler i Valby.

- I vores gruppe havde vi valgt at arbejde med Volkswagen, og det var spændende at høre gruppens forventning til denne koncerns langsigtede tiltag. Et af vore forslag gik ud på, at VW Group skulle opkøbe aktiemajoriteten i Suzuki og bruge deres viden omkring mindre og billige biler til at komme ind på det støt og stærkt voksende indiske marked og således have en konkurrent til Tata Nano. Samtidig kunne VW bruge Suzuki til at "angribe" Renaults billigmærke Dacia i stedet for at bruge Skoda, som casen lagde op til.

- Man kunne hurtigt se kulturforskellene deltagerne imellem. For min gruppe var det tydeligt, at amerikanerne var meget frembrusende, hvorimod tyskerne var mere eftertænksomme. Hvad, der er bedst, er vanskeligt at sige, men måske er det i virkeligheden kombinationen, for vi vandt præmien for bedste casebehandling og præsentation.

Niklas Jung Jørgensen havde også et andet mål med deltagelsen i NUCARS, nemlig at skabe et internationalt netværk. Det lykkedes til fulde, for den håbefulde studerende blev tilbudt en 4. semesters praktikplads hos en Fordforhandler i Tyskland.

Netværk er afgørende

På biløkonomuddannelsen pointeres der igen og igen vigtigheden af at have et godt netværk. Ifølge koordinator Finn Rolighed er NUCARS som skabt hertil.

- Udover at de studerende gennem spilsimulationen lærer om sammenhængene og interaktionen mellem beslutninger og tiltag inden for salg, markedsføring, økonomi og ledelse, må man virkelig beundre de studerendes evne til at netværke på tværs af sprog og kulturer. Det er fantastisk at se den udvikling, der er i samarbejdet og de venskaber, der dannes, og som holdes ved lige ved hjælp af sociale medier som for eksempel Facebook. Når studerende, der alle har passion for biler, mødes, er der allerede skabt en platform, som udbygges gennem ugens forløb, og mange af de danske studerende har fået internationale kontakter, som kan gavne dem i deres karriereforløb. Finn Rolighed oplyser i øvrigt, at næste års Nucars kommer til at finde sted på Northwood University, Palm Beach i Florida.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079