23948sdkhjf

Minister giver sit æresord om elbiler

Forlængelsen af tre års afgiftsfritagelse er udeladt i regeringens lovprogram, men det skal branchen ikke lægge noget i, beroliger Thor Möger Pedersen.
Regeringens lovprogram indeholder ingen afgiftsfritagelse efter 2012 for elbiler, selv om det står i både regeringsgrundlaget og energiudspillet "Vores energi", at den skal gælde til og med 2015, men det skal autobranchen åbenbart ikke gøre sig bekymringer om.

- Jeg vil gerne berolige branchen. Regeringens position er helt klar: afgiftsfritagelse af elbiler frem til 2015 vil blive gennemført, siger skatteminister Thor Möger Pedersen (SF).

- Det er en del af energiforhandlingerne. Der er ikke tale om, at regeringen ikke længere går ind for afgiftsfritagelse af elbiler. Det står vi ved, og det kommer til at blive gennemført, siger Thor Möger Pedersen.

Motor-magasinet: Vil regeringen fremsætte lovforslaget, hvis det ikke aftales i den kommende energiaftale?

- Vi regner naturligvis med et bredt energiforlig, og uanset hvad skal der laves en ny energiaftale. Spørgsmålet omkring elbiler står vi hundrede procent fast på. Det er en del af regeringsgrundlaget og vil naturligvis også blive gennemført.

Motor-magasinet: Vil det blive gennemført inden sommerferien?

- Jeg kan ikke sætte dato på – gennemført vil det blive. Branchen har den sikkerhed, at regeringen klokkeklart i sit regeringsgrundlag og sin øvrige politik generelt har fastslået, at vi vil forlænge afgiftsfritagelsen. Der er intet at rafle om. Dette vil blive gennemført. Branchen har regeringens ord for det, slutter Thor Möger Pedersen.

Usikkerhed indtil politisk aftale

Afgiftsfritagelsen for elbiler forlænges til udgangen af 2015, hedder det i energiudspillet. Imidlertid er denne lovændring ikke med i regeringens lovprogram resten af folketingssamlingen. Den tidligere regering bebudede den samme lovændring uden at gøre noget ved det.

- Investorer og elbilsforhandlerne har brug for tryghed og vedtagne beslutninger. I dag ved autoforhandlere ikke, om en elbil skal sælges til 280.000 eller 560.000 kroner efter 1. januar 2013, siger projektleder Anne-Mette Wehmüller, Det økologiske Råd.

De igangværende forhandlinger om et ny energiforlig når frem til elbiler den 16. december, og forliget forventes indgået i januar, så lovforslagene kan fremsættes i marts og vedtages inden grundlovsdag.

Anne-Mette Wehmüller håber, at nulafgiftens forlængelse klares i energiforliget: - På den måde undgår vi, at bilforhandlerne stemmer med fødderne og boykotter indkøb af elbiler, mens man venter på lovforslaget.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078