23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Motor-magasinet
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Nyt køretøjsregister atter udsat

Forsinkede leverancer fra it-leverandøren CSC betyder, at det nye og færdigudviklede motorregistreringssystem (DMR) desværre ikke som planlagt kan tages i brug den 31. oktober, men først til 2012, oplyser Skat.

Hvad Danmarks Automobilforhandler Forening havde frygtet, men måske desværre nok også forventet, er nu en realitet. Skat har den 31. august meddelt, at opstarten af det nye digitale motorregister, som ellers skulle sættes i gang den 31. oktober i år nu igen er udsat til en gang i 2012.

Der er ikke sat nogen ny dato på den udskudte opstart endnu. Det vides ej heller, hvilke konsekvenser udskydelsen vil få for de info-møder, Skat har inviteret til, og som mange har tilmeldt sig allerede, oplyser D.A.F.

Foreningen beklager, at projektet endnu en gang udsættes og følger sagen nøje.

Bilbranchen ærgerlig

Fra Bilbranchen under DI lyder kommentaren:

- Det er rigtigt ærgerligt, at DMR igen udsættes. Men når der skulle ske en udsættelse, er vi enige i at det er bedst at udsætte ibrugtagningen indtil 2012 frem for at starte et helt nyt systen i de registreringsmæssigt travle måneder november og december, udtaler chefjurist Nils Suhr Andersen.

- Samtidig kan man så også nå at skabe lovmæssig hjemmel til afmelding hos forhandlerne. Først dermed får vi et fuldstændigt digitalt registreringssystem, tilføjer han.

Række af forsinkelser

Skatteministeriet har i længere tid arbejdet på det nye digitale motorregistreringssystem, som skal gøre det hurtigere og nemmere, når biler og andre køretøjer skal ind- og omregistreres. Årsagen til den nye udsættelse er, at det underliggende opkrævnings- og betalingssystem, som skal understøtte køretøjsregistret, ikke ser ud til at kunne leveres i den nødvendige kvalitet af leverandøren CSC til den 31. oktober. Skatteministeriet har konstateret, at CSC henover sommeren ikke har haft den fornødne fremdrift. På trods af gentagne forsikringer om, at den vigtige systemintegrationstest var tæt på sin afslutning, er den endnu ikke gennemført, og det er uklart, hvornår det sker, oplyser Skat i en pressemeddelelse.

- Vi har oplevet en række forsinkelser fra CSC og fået meget skiftende meldinger om, hvor langt systemudvikling og test reelt er. Det er derfor vanskeligt at danne sig et entydigt og retvisende billede af såvel status som risici, udtaler koncerndirektør i Skatteministeriet Jesper Skovhus Poulsen.

Skatteministeriet har derfor vurderet, at det er for risikabelt at fastholde den nuværende tidsplan.

- Der er mange eksterne interessenter involveret i forløbet og af hensyn til dem, vil vi ikke tage unødige risici i forbindelse med, at vi tager den nye løsning i brug. Vi har derfor valgt at udsætte idriftsættelsen af det nye køretøjsregister, siger Jesper Skovhus Poulsen, der tilføjer:

- Samtidig sætter vi ekstraordinært ind for at få et mere korrekt billede af status på projektets leverancer, så vi kan være mere sikre på, at en ny, justeret tidsplan er realistisk og uden ekstraordinært store risici.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.094|