23948sdkhjf

FDM: Både fordele og ulemper ved demobiler

Demobiler er populære som aldrig før. Mange fristes af tilbuddet på en demobil, men FDM råder køberne til at se sig for, for der er mange faldgruber.
Bare få hundrede kilometer på tælleren, en pris væsentlig lavere end listeprisen, godt med ekstraudstyr og levering her og nu. Bilforhandlernes demonstrationsbiler er ikke uden grund populærere. Men pas på. Hvad der umiddelbart lyder som et godt tilbud, kan vise sig langt fra at være det, skriver FDM's medlemsblad Motor, der i sit nye nummer har set nærmere på fordele og ulemper ved demobilerne.

- Lad være med kun at sammenligne med den pris, der findes på prislisterne, for de er ofte højere end det, man kan handle sig til. Hvis bilen har stået længe og skal sælges igen inden for få år, har den mistet stor værdi, og set i det lys kan rabatten ved en demobil hurtig blive for lille, advarer bilteknisk redaktør ved Motor, Søren W. Rasmussen.

Han mener derfor ikke, man alene skal lade sig lokke over udsigten til en stor rabat men forhandle for eksempel anhængertræk, vinterdæk eller lignende med i prisen.

Også jurist hos FDM, Casper Schad, påpeger ting omkring demobiler, man bør være opmærksom på, inden slutsedlen skrives under.

- Man bør især være opmærksom på, hvornår bilen er indregistreret første gang. Hvis bilen er indregistreret for over et halvt år siden eller mere, så har man mistet en stor del af fabriksgarantien, hvis den for eksempel kun dækker i to år, siger Casper Schad.

Derudover risikerer man at miste en stor del af bilens værdi, hvis den totalskades inden for det første år. Forhandleren er nemlig registreret som første ejer, så reelt køber man en brugt bil og kan derfor ikke få fuld erstatning, som hvis den havde været ny, oplyser FDM.

At demobilerne er stadig mere populære blandt køberne, viser udviklingen. I 2008 blev der således solgt 16.732 demobiler, hvilket er en stigning på 13 procent i forhold til året før, og ifølge Skat er trenden fortsat i 2009.

FDM påpeger, at der også er fordele ved at købe en demobil.

- Ofte kan man få en udstyrsvariant i en populær model til en god pris. Og så kan man få den med her og nu i stedet for at skulle vente på den i op til et halvt år. Men man skal stadig huske at gå bilen efter for huller i sæderne, buler og den slags, råder Søren W. Rasmussen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.082