Den værste vinter siden 1996. Det har kostet mange ødelagte biler. Årets første kvartal gav i alt 120.500 buleskader på biler. Det er en stigning på 14 procent i forhold til 1. kvartal 2009, viser nye tal fra Forsikring & Pension.
- Vinteren har været voldsom i år med meget sne og is på vejene, og det har skabt stor travlhed på autoværkstederne. Især i marts, hvor danskerne har fået repareret de småskader, som vintervejret har givet, siger chefkonsulent Christian Skødt, Forsikringsoplysningen.
Antallet af buleskader er det højeste siden 2004, hvor Forsikring & Pension for første gang begyndte at registrere antallet af buleskader hver måned.
De fleste trafikuheld i vintermånederne har været mindre trafikuheld. Når der er sne på vejene, er der typisk langt færre uheld med alvorlige personskader.
- Når sneen falder, og vejene bliver glatte, sætter vi automatisk farten ned. Vi ryger måske oftere en tur i grøften. Men alt i alt betyder sne på vejene, at vi undgår mange af de meget alvorlige trafikuheld, siger Christian Skødt.
Antallet af dræbte og alvorligt tilskadekomne var i januar og februar 2010 således "kun" 465 mod 730 i januar sidste år.