23948sdkhjf

Skrotbranchen inddrages i nyt IT-system

Den digitale skrotningsattest skal være køreklar om et år og ventes vedtaget af et bredt flertal.
Branchen vil blive inddraget i udviklingen af det nye system til udbetaling af skrotgodtgørelsen, forsikrer miljøminister Kirsten Brosbøl (S). Tilsagnet er givet både af Miljøstyrelsen i forbindelse med høringen af lovudkastet og miljøministeren på Folketingets talerstol. IT-systemet skal håndtere indberetninger på et Excel-ark fra omkring 800 virksomheder.

- Det er vigtigt for os, at systemerne, der nu bliver lavet, er brugervenlige og måske også bliver brugertestet, inden man igangsætter dem, formanede miljøordfører Pia Adelsteen (DF).

Hun var den eneste af ordførerne, som luftede bekymring for IT-projektet under Folketingets førstebehandling.

- Der er planlagt en proces, hvor de professionelle brugere også bliver inddraget, sådan at vi sikrer, at modellen bliver enkel og nem for dem, der skal bruge dem, svarede miljøminister Kirsten Brosbøl.

Prøveklar 1. oktober

Miljøstyrelsen affejer betænkeligheder ved en forholdsvis hurtig og billig digitalisering af Miljøordning for Biler, der samtidig flyttes fra et sekretariat hos DBI til Dansk Producentansvars System (DPA-System).

En total overgang om et år er realistisk, fastholder styrelsen. Videre vil den kunne tære af besparelsen på fire millioner kroner til uforudset udgifter.

Embedsmændene holder dog en bagdør åben for det tilfælde, at det alligevel går som det plejer med statslige IT-projekter. Ordet "intention" bruges flittigt i lovforslaget.

"Det er intentionen at IT-systemet sættes i drift fra den 1. oktober 2015. Det er tanken, at det i en 3 måneders periode skal køre parallelt med det eksisterende system, og fra 1. januar 2016 er det intentionen, at systemet fuldt ud skal køre i det nye system," hedder det i lovforslaget.

Fast underlag

Skrotbiler skal stå på fast underlag, når ophuggeren får kundens fuldmagt til at forsøge at reparere og videresælge bilen inden for seks måneder.

Efter pres fra Københavns Kommune har Kirsten Brosbøl besluttet at indføre dette krav i lovforslaget om skrotordningens reorganisering, som indeholder den ny mulighed for at få mere ud af en ellers udtjent bil.

I forvejen skal biler til ophugning stå på fast underlag, så heller ikke videresalgsbiler kan henstilles på en græsplæne.

Miljø- og skatteordfører Lisbeth Bech Poulsen (SF) vil bruge udvalgsbehandlingen til at bore i konsekvenserne, når miljøbehandleren med ejerens samtykke kan forsøge at videresælge et køretøj, der ellers skulle skrottes.

- Man udskyder tidspunktet for, hvornår der skal produceres et nyt køretøj, og dermed reducerer man ressourcetrækket. Omvendt vil det nye køretøj have mindre forurening og bedre sikkerhedsudstyr. I hvilket omfang vil dette forslag rykke på den balance om overhovedet? sagde SF-ordføreren.

Nemt uden NemID

Høringen har sat sig spor i det endelige lovforslag angående de tilfælde, hvor NemID ikke kan anvendes.

DPA-System vil gerne vide, hvordan identifikationen skal ske, når NemID ikke kan anvendes.

Konsulent Per Edgar Jørgensen, Mariager, påpeger, at ikke alle steder gør de fysiske forhold det let at foretage den digitale indberetning.

"Miljøstyrelsen vil så vidt muligt tage højde for affaldsbehandlernes fysiske forhold ved udviklingen af det digitale system," svarer Miljøstyrelsen i bemærkningerne.

Forsikringsbranchen har et løfte om særligt hensyn i forbindelse med de cirka 40.000 totalskadede forsikringsbiler om året.

Miljøstyrelsen er velvillig over for "tanken", at et forsikringsselskab kan oprette sagen som ejer af den totalskadede bil. Derefter kan en affaldsbehandler påføre, om bilen bliver skrottet eller videresolgt.

"De nærmere procedurer og frister vil blive drøftet med brancherne, inden ændringerne gennemføres," hedder det i lovforslaget.

Databeskyttelsesloven kan være besværlig. Den er skyld i, at bilejeren skal have besked om, at der indhentes oplysninger fra Køretøjsregistret, når der ansøges om godtgørelse.

Envejs informationer

Lovforslaget udstyrer miljøministeren med bemyndigelse til at trække oplysninger fra Køretøjsregistret til skrotpræmiesystemet, så dataloven overholdes.

Den ultimative gevinst ved digitaliseringen lader imidlertid vente på sig. Det kræver nemlig en ændring i skattelovgivningen for at overføre oplysninger om skrottede biler fra skrot-IT-systemet til Køretøjsregistret.

- Dansk Autogenbrug ser frem til, at den digitale skrotattest indføres med alle de fordele dette medfører, især hvis der bliver samkøring med den digitale registreringsattest. Alt dette kan kun give anledning til at opfange snyd og fejl i systemet, erklærer direktør Børge Madsen, DAG.

Digitaliseringen kan give kommunerne et nyt redskab i tilsynet med ophuggere. Det er på længere sigt hensigten, at kommunalbestyrelserne får adgang til de digitale systemer for at se, hvor mange biler affaldsbehandleren har modtaget.

Miljøbeskyttelsesloven giver kommuner ret til at samkøre både virksomheds- og personoplysninger til brug for tilsyn og kontrol.

Det skal i en senere fase udnyttes til at beregne de mængder og typer affald, en ophugger har modtaget. Først skal systemet op at køre om ni måneder.

Alle otte partier bebuder, at de stemmer ja, når lovforslaget kommer til tredjebehandling.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078