Kinesisk bil er Wismo Groups næstmest solgte bil i april

Wismo Groups nedtur i bilsalget fortsætter ind i april måned med manglen på biler fra Stellantis, men der har været et lyspunkt i form af en kinesisk bil.
Importørens næstmest solgte bil sidste måned var nemlig den nyligt introducerede plug-in hybrid Navor E5. Der blev solgt 166 enheder i april, viser tal fra Bilstatistik.dk.
Efterspørgslen på den nye bil har kunnet mærkes i Bilhuset Hjørring, der er autoriseret forhandler af Wismo Groups (Wismo) kinesiske mærker, Honqi, Voyah og Navor:
– Vi venter bare på flere biler (fra Navor, red.), vi kan sælge. Vi har en enkelt en tilbage hos os, og tre eller fire stykker hos min kompagnon i Frederikshavn. Kan der sørges for en skibsfuld, kan vi godt bruge flere, det kan vi da, siger Johnny Lindrup Nielsen, indehaver af Bilhuset Hjørring, og fortsætter:
– Kunderne tager super godt imod dem, og de kunder, der kommer forbi og prøver bilen, forventer ikke, at den virker som en bil til en halv million, selvom den koster cirka det halve. Vores kunder syne virkelig, at det er et fint produkt til prisen. Så det har været et super interessant mærke at komme i gang med.
Hos Bilhuset Hjørring satsede man stort fra begyndelsen ved at hente flere Navor-biler hjem. Den satsning har vist sig at være helt rigtig, da bilerne nærmest er fløjet af hylderne – både til kunder i Nordjylland og andre steder i landet, hvor der ellers ikke er mange forhandlere af mærket, understreger indehaveren.

Han sammenligner Navor med Dacia, da det rumænske mærke først blev introduceret på markedet:
– Det er lidt ligesom Dacia i tidernes morgen, hvor mange grinede af mærket. Det blev jo gjort til skamme, da salgstallene begyndte at rulle ind.
Johnny Lindrup Nielsen ønsker ikke at oplyse antallet af solgte Navor-biler, men indehaveren fremhæver, at han er godt tilfreds med salget.
Om Navor
- Navor sælger i Danmark bilen Navor E5 med en startpris på 299.990 kr.
- DFSK blev grundlagt i 2003 og er et jointventure mellem Dongfeng Motor Group og Seres Group (tidligere Sokon).
- DFSK eksporterer sine produkter til mere end 70 lande i Europa, Nord- og Sydamerika, Afrika, Mellemøsten og Sydøstasien, hvor det samlede antal brugere globalt overstiger tre millioner.
- Virksomheden var blandt de første kinesiske bilmærker til at opnå EU-certificering, og for at sikre høj kvalitet har DFSK opført syv moderne produktionsanlæg i Kina, Indonesien og USA samt seks avancerede forsknings- og udviklingscentre i Kina, USA, Tyskland, Japan og Indonesien.
Endnu flere biler på vej
Ifølge Christine Green Viffert, produktchef for Navor hos Wismo Group, er bilimportøren glad for interessen og modtagelsen fra forhandlerne:
– Det er altid spændende at introducere et nyt mærke, og det er derfor også meget tilfredsstillende at se, at NAVOR E5 rammer plet hos de danske bilkøbere. Vi er selvsagt glade for den positive modtagelse, og interessen hos forhandlerne er fortsat rigtig høj, siger hun i en pressemeddelelse fra importøren og fortsætter:
– Der er mange salgsmarkeringer og med endnu flere biler på vej til Danmark ser vi positivt på udviklingen i de kommende måneder.
Importøren nævner, at der i første kvartal af 2025 er blevet registreret 352 Navor E5-modeller, og at det er det mest solgte plug-in hybridmærke i perioden med en andel på 22,5 pct.
Wismos salg fortsætter nedtur
Navor er et lyspunkt for Wismo Group, hvis tre mest populære mærker fra Stellantis, Citroën, Peugeot og Opel, styrtbløder markedsandele, da der mangler biler til salg fra Stellantis.
Ingen af Wismo Groups bilmærker nåede med på top ti over de mest solgte bilmodeller i april. Det er en klar kontrast til april 2024, hvor Opel, Peugeot og Citroën stod for fem ud af de ti mest solgte bilmodeller den måned.
Wismos øvrige mærker som Fiat, Alfa Romeo og Jeep blev der solgt færre end 10 stk. af sidste måned.
Importørens samlede markedsandel for april endte derfor på 3,7 procent og derfor blev Wismo Group overhalet af rivalimportørerne Nic. Christiansen Gruppen og Nellemann, der med deres mærker sidder på henholdsvis 8,14 pct. og 5,5 pct., viser tal fra Bilstatistik.dk
Holder man markedsandelen fra april i år på 3,7 pct. op imod samme måned sidste år, kommer nedturen for Wismo Groups bilsalg for alvor til udtryk. I april 2024 udgjorde Wismo Groups mærker 19,39 pct. af det samlede bilsalg for måneden.
Mangler biler
Nedturen for Wismo Groups markedsandele begyndte for flere måneder siden.
Importøren og dets forhandlernet har manglet biler fra Stellantis, hvorfor markedsandelene er styrtdykket.
I et interview med Motor-magasinet fortæller Citroëns topchef, Theirry Koskas, at den vigende markedsandel på cirka 0,5 pct. år til dato for Citroën i Danmark ikke er overraskende:
- En vigende markedsandel på 0,5 pct. er ikke overraskende, for vi har ikke leveret biler til dem. Så jeg har ikke været i Danmark for at spørge, hvorfor de ikke sælger biler eller skælde ud. Jeg kender svaret, for vi har ikke leveret biler til dem. Jeg var i Danmark for at sige, at nu kommer bilerne.