23948sdkhjf

K.W. Bruun reorganiserer og afskediger medarbejdere

Det er udfordrende at være privatejet bilimportør, og det rammer nu også K.W. Bruun. Resultatet er en øjeblikkelig reorganisering af organisationen, og samtidig er der afskediget medarbejdere.

Bilimportøren K.W. Bruun strammer op på omkostningerne og reducerer antallet af medarbejdere.

Hvorfor ændringen kommer nu og præcist, hvad det betyder, har ingen lyst til at svare på, men ansvarlig for kommunikation, Hanne Langsig Sørensen, Head of Group PR K.W. Bruun Automotive siger:

- Jeg kan ikke sige så meget om det, men jeg kan bekræfte, at det er rigtigt, at der er foretaget en omstrukturering, som har betydet en ændring af vores salgsorganisation. Det er de forskellige afdelinger, der har med den kommercielle del af virksomheden at gøre.

Ifølge Motor-magasinets oplysninger har reorganiseringen bl.a. betydet, at man har sagt farvel til mindst syv medarbejdere, herunder pressechef Jesper Rosetzsky Hermann. Det betyder, at Hanne Langsig Sørensen nu er PR-ansvarlig for Peugeot, Citroën, Opel, DS, Mitsubishi, Fiat, Fiat Pro, Alfa Romeo og Jeep.

Hvem, der skal tage sig af kommunikationen om de nye kinesiske mærker, Voyah, Hongqi og Seres, er ikke afgjort.

Omkostninger skal ned

Brancheanalytiker Rene Tønder ønsker ikke at kommentere specifikt om markedssituationen for K.W. Bruun i den første halvdel af i år, men pointerer, at det ikke mindst for de europæiske OEM’s , gælder om at nedbringe omkostningerne.

- Især de europæiske OEM’s er under et meget stort pres for at nedbringe omkostningerne i hele værdikæden, herunder import og detail. Importørerne, både private og fabriksejede, er for blot at bevare nuværende høje profitabilitet nødt til at nedbringe omkostningerne, da marginalerne på især nye elbiler vil være faldende, siger han.

De private danske importører, på nær Semler, har alle satset på import af kinesiske bilmærker. Denne satsning er med nuværende usikkerhed om de fremtidige toldsatser samt en modvilje hos europæiske forbruger ift. kinesiske biler, sat noget i bero.

Usikkerheden er for stor til, at man for nærværende kan satse stort. Logisk nok ser man derfor tiden lidt an.

- De kinesiske mærker kan ikke bare sådan lige få et markant fodfæste i Europa. Det tager tid, og det vil kræve investeringer. Og risikoen for, at man som privat importør kommer til at satse på et mærke, som om få år kan være ude af Europa igen, er stor, vurderer han.

K.W Bruun består af fem divisioner i Danmark og Sverige og beskæftiger ca. 900 medarbejdere. Virksomheden har netop præsenteret sit næstbedste resultat nogensinde. Bundlinjen var 1,02 mia. kr. efter skat, og omsætningen nåede op på 9,933 mia. kr. I indeværende år forventer koncernen at nå et årsresultat på mellem 1-1,35 mia. kr. før skat.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093