23948sdkhjf

Bilsalget falder: Slår dog stadig 2016

Trods en mat april med påske ligger bilsalget de første fire måneder af året næsten otte procent over samme periode i 2016.

STATISTIK Salget af personbiler er i år betydeligt højere end i den tilsvarende periode sidste år. Således ligger de første fire måneder af 2017 på 77.531 biler, hvilket er 7,6 procent over 2016. April måned endte noget lavere end den rekord høje marts måned, hvilket var forventet. Med 17.610 solgte biler viste april en nedgang på knap 22,6 procent i forhold til marts i år og 11,4 procent nedgang i forhold til april sidste år.

De store forskydninger mellem marts og april i henholdsvis 2016 og 2017 kan i høj grad skyldes påsken, som i år lå i april men i marts sidste år - påsken er ifølge autobranchen en familiehøjtid og ikke bilsalgs-højtid. I marts i år var der således hele 23 arbejdsdage, mens der blot var 17 i april, og april er ydermere typisk måneden, hvor mange skal have afholdt ferie.

- Vi mener hos bilimportørerne, at årsagerne til det høje niveau for bilsalget, som vi har set gennem lang tid nu, skyldes det fortsat lave renteniveau, den generelle stigning i reallønnen samt en mindre stigning i beskæftigelsen, og dermed et behov for arbejdskraftens mobilitet. Samtidig går det godt med forbrugertilliden, og forbrugerne ønsker ikke mindst en moderne og mere sikker og miljøvenlig bil, siger Gunni Mikkelsen, direktør hos De Danske Bilimportører, DBI.

Bilimportørerne glæder sig over den store udskiftning af biler fra ældre til nye og mere sikre og miljøvenlige køretøjer. DBI forventer, at det høje bilsalg fortsætter året ud.

B-biler og crossovere i vækst

Tendenserne for segmenterne er, at vi ser en nedgang i andelen af mikrobiler på cirka fire procent for årets første måneder, og samtidig en lille vækst blandt de små biler i B segmentet på et par procent. Der er også en lille stigning på et par procent i J segmentet, som hovedsagelig domineres af de såkaldte cross overs. I de øvrige bilklasser er billedet meget lig det tilsvarende sidste år.

Miljøbiler på lavt niveau

Antallet af nye elbiler er i første fire måneder blot 47 mod cirka 130 i 2016. Ligeledes er salget af de miljøvenlige opladninghybrider (plug-in hybrider) også på et ganske lavt niveau. I de første fire måneder i år er der solgt cirka 60 opladninghybrider mod dobbelt så mange i den tilsvarende periode sidste år.

Den lov som pålagde elbilerne indfasning af afgift fra januar 2016 har resulteret i et betydeligt fald i antallet af solgte miljørigtige biler - et fald der var større end politikerne havde forventet. Derfor har politikerne bag elbilaftalen nu aftalt at indfasningen af afgifterne udskydes, og der er givet et ekstra incitament.

Hos De Danske Bilimportører er man glade for den nye aftale, men ser det som endnu en lappeløsning.

- Den nye aftale er naturligvis positiv, men problemet er, at vilkårene endnu en gang er midlertidige, og at forbrugerne, såvel som branchen, ikke har et stabilt, fremtidssikret og langtidsholdbart afgiftssystem at forholde sig til. For at Danmark rigtig skal kunne få glæde af det kommende store udbud af mere miljørigtige biler, som reelt kan løse danskeres transportbehov, skal vi ikke have mere "stop and go" politik. Igen efterlyser vi en samlet reform af bilafgifterne, så vi i Danmark også kan få glæde af den nye teknologi, som vi ser komme fra fabrikkerne. siger Gunni Mikkelsen, direktør for De Danske Bilimportører. 

Leasing vokset en smule
Den samlede leasing andel er år til dato 41 procent, hvilket er lidt over samme periode i 2016 (39 procent). Den samlede andel af leasingbiler i 2016 endte på 43 procent, men traditionelt med en mindre andel i første halvår og en lidt større andel i andet halvår.
Fordelingen af leasingbilerne mellem erhverv og privat har også ændret sig en smule. Efter årets første fire måneder er leasingandelen til private nu på 32 procent, hvilket er lidt mere end de 29 procent for den tilsvarende periode sidste år. Hvis vi ser alene på privates anskaffelse af biler, så udgør privatleasingen knap 22 procent og med en lidt stigende tendens.

Bisalgets Top 20 april 2017
Segment / Bilmodel / Antal
B: Lille / Peugeot 208 / 770
B: Lille / Volkswagen Polo / 715
C: Mellem / Opel Astra / 455
A: Mikro / Volkswagen Up! / 441
A: Mikro / Citroen C1 / 394
C: Mellem / Volkswagen Golf / 389
B: Lille / Citroen C3 / 372
M: Mpv / Volkswagen Touran / 353
B: Lille / Ford Fiesta / 341
B: Lille / Renault Ny Clio / 335
C: Mellem / Skoda Octavia / 335
A: Mikro / Toyota Aygo / 324
D: Stor / Volkswagen Passat / 312
B: Lille / Suzuki Ignis / 308
C: Mellem / Ford Focus / 306
B: Lille / Kia Rio / 302
B: Lille / Suzuki Baleno / 296
A: Mikro / Hyundai I10 / 282
B: Lille / Toyota Yaris / 276
J: Suv / Nissan Qashqai / 273
Kilde: De Danske Bilimportører via tal fra Skat
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.188