23948sdkhjf

Derfor er det farligt at bruge data til at sælge biler

Autobranchens IT-selskab Auto IT holder Årsdag i Middelfart tirsdag 7. maj med fokus på bl.a. bilforhandlernes mange muligheder for at bruge data til at effektivisere bilforretningen – men også den ladeport af farer, det skaber.

En gang om året inviterer Auto IT hele autobranchen til årsdag, hvor man udover en god frokost også får en bunke nyttig viden og nye IT-værktøjer inden for bilsalg. I år er fokus på, hvordan bilforhandlere kan bruge data til at sælge flere biler, og nok så vigtigt, hvordan man passer på sine data.

Sidstnævnte vil være første indslag, hvor besøgende får en grundig indføring i cybersikkerhed og GDPR og hvorfor det er mere vigtigt end nogensinde før.

Når dette fundament er på plads, er det tid til at åbne legestuen med data og alle de muligheder, som åbner sig.

Hvor kommer data fra?

Auto IT’s egne eksperter vil præsentere AutoDesktop som grundlag for at drive en såkaldt omnichannel-bilforretning, hvilket er et andet ord for, at kunderne betjenes offline og online i en sammenhængende proces, mens man opsamler data. Deltagerne vil få en forståelse af, hvordan data opsamles gennem IT-systemerne som grundlag for optimering af forretningen.

- Dette er første led i den datadrevne forhandler – at sørge for at opsamle data. Dernæst skal alle de her data sorteres og præsenteres, før man kan træffe en beslutning, siger direktør for Auto IT, Claus Nyboe.

Og netop de to næste led er omdrejningspunktet for de sidste indslag efter kaffepausen.

Kunstig intelligens viser vejen

Auto IT kommer ind på emner som Business Intelligence, kunstig intelligens (AI) og Machine Learning samt analyse af online-data.

- Her har vi fat i hovedretten. Deltagerne får en praktisk indsigt i, hvordan data omsættes til analyser, som kan danne grundlag for smartere måder at drive forretningen på. Fakta fra salgstal og online-trafik, samt en masse andre faktorer vil for de fleste med længder overhale mavefornemmelser for at kunne køre en bilforretning, lyder det fra Claus Nyboe, der på dagen også vil præsentere en vaskeægte nyhed.

I salgsprogrammet AutoDesktop vil man nemlig kunne være i stand til at se, hvor pengene til markedsføring giver pote og modsat, er spildt.

- Det kalder man for attribuering, og det handler om, at vi på et salg nu kan føre leads tilbage til de marketingkanaler, forhandleren bruger. Dermed kan man aflæse indflydelsen fra de enkelte og justere sin markedsføring derefter, fortæller Nyboe.

Sidste indslag omfavner en megatrend, hvor tendensen er, at man hellere vil leje end at eje en bil – privatleasing og udlejning er nemlig i vækst. Kunderne interesser sig i stigende grad for adgang til bil frem for et ejerskab.

Omfavn ny megatrend

- Det kalder på en omstilling i bilbranchen, men åbner samtidigt for en bred palette af muligheder for den datadrevne bilforretning, oplyser Claus Nyboe.

Deltagerne får Auto IT’s perspektiv på Mobility as a Service og får en introduktion til nye værktøjer, der kan hjælpe bilforretninger med at skabe en omnichannel-abonnementsforretning – på et solidt fundament af data.

- Årsdagen er en god mulighed for at møde andre fagfolk i branchen og udveksle idéer og perspektiver, fx på det, man har fået ny indsigt i ved præsentationerne. Vi håber selvfølgelig at se så mange som muligt, for interessen for datadrevet bilhandel mærker vi tydeligt. Det vil være forholdsvist nyt land for mange, men det er et land, hvor der er meget at vinde. Vi ser meget frem til denne festlige dag og til at kunne give bilforhandlere nye muligheder, de måske ikke anede eksisterede, slutter Claus Nyboe.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078