23948sdkhjf

Elbilsalget er langt fra det forventede mål

Partierne skød over målet, da de indgik aftalen om nye afgifter for elbiler, og det ærgrer brancheforening.
STATISTIK Da et folketingsflertal sidste efterår vedtog at droppe afgiftsfritagelsen for elbiler, var en af forudsætningerne, at elbilsalget ikke måtte gå i stå. Udgangspunktet var, at der, med det nye afgiftsniveau, skulle indregistreres 1800 nye elbiler i 2016. Men det kommer formentlig ikke til at ske. Tal fra Danmarks Statistik viser, at der kun er solgt 682 biler i år. Det tal er endda kunstigt højt, forklarer Lærke Flader, der er direktør for brancheforeningen Dansk Elbil Alliance.

- En del af statistikken vedrører biler, der er bestilt sidste år, inden aftalen blev indgået, men som først er blevet leveret efter nytår, forklarer hun.

Direktøren mener, at aftalepartnerne - som er regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Radikale - nu må gøre en indsats for at få forudsætningerne for aftalen på plads.

- En aftale er en aftale, og derfor ligger der nu en opgave i at øge salget, siger Lærke Flader.

- Vi er i dialog med regeringen om, hvordan det mere præcist kan foregå, men der ligger jo en pulje, som ikke er blevet brugt, fordi salget ikke har formet sig som ventet. Den kunne man passende bruge på at give et tilskud til alle, der køber en ny elbil, siger hun.

Lærke Flader mener, at der i en rum tid endnu vil være behov for at give elbilerne bedre vilkår end de fossildrevne biler, hvis de skal have en chance for at slå igennem for alvor.

- Der er fortsat lang vej til, at elbilerne opnår samme skalafordele, som de fossildrevne biler har, siger hun.

Sidste år blev der indregistreret 4302 elbiler. Særligt i november og december, hvor det stod klart, at afgiftsfritagelsen ville blive droppet fra nytår, voksede salget markant.


Elbiler mest for velhavere
105 private har købt elbil i årets første ni måneder ud af de i alt 682 eldrevne biler indtil nu.
Over halvdelen af de 8312 elbiler, der siden 2003 er trillet ud på de danske landeveje, blev solgt i 2015, inden de nye afgiftsregler fra nytår 2016.
Teslas Model S er klart den mest populære med 3334 solgte eksemplarer. Herefter følger Nissan Leaf med 2015 biler, mens Renault Zoe er solgt i 873 eksemplarer.
Ifølge Danmarks Statistik er det især de mest velstillede danskere, der tanker bilen op i stikkontakten. 78 procent af de husstande, der på et tidspunkt har købt en elbil, tilhører således de 20 procent rigeste familier.



Det høje bilsalg fortsatte i oktober
Efter årets første 10 måneder ligger det samlede salg af personbiler knap otte procent over den tilsvarende periode sidste år, og således med kurs mod det højeste antal nyregistrerede biler i et kalenderår i Danmark, melder De Danske Bilimportører, DBI.
I oktober blev der solgt 17.058 personbiler, +1,1 procent i forhold til oktober 2015.
Tendenserne fortsætter med en stigende andel populære crossovers i SUV-segmentet og en lille stigning af de lidt større biler i D segmentet, hvilket DBI finder naturligt i kraft af mange nye leasingtilbud og sidste års nedsættelse af registreringsafgiften.
- Lidt større biler byder typisk på mere sikkerhedsudstyr og kan være mindst lige så miljørigtige, som de helt små biler. Så der er tale om en gevinst både for forbrugerne, sikkerheden og miljøet, udtaler direktør i DBI, Gunni Mikkelsen.


Top 20 personbiler i oktober

1 A: Mikro VOLKSWAGEN UP! 879
2 B: Lille VOLKSWAGEN POLO 565
3 B: Lille PEUGEOT 208 561
4 A: Mikro HYUNDAI I10 497
5 B: Lille TOYOTA YARIS 489
6 C: Mellem OPEL ASTRA 485
7 A: Mikro CITROEN C1 478
8 C: Mellem PEUGEOT 308 454
9 D: Stor VOLKSWAGEN PASSAT 386
10 A: Mikro TOYOTA AYGO 375
11 A: Mikro KIA PICANTO 343
12 B: Lille KIA RIO 343
13 C: Mellem SKODA OCTAVIA 337
14 C: Mellem VOLKSWAGEN GOLF 329
15 A: Mikro OPEL KARL 311
16 J: SUV NISSAN QASHQAI 300
17 B: Lille HYUNDAI I20 290
18 B: Lille FORD FIESTA 280
19 A: Mikro SKODA CITIGO 275
20 B: Lille CITROEN C3 273
Kilde: De Danske Bilimportører

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.297