Direktør til VM i Landevejscykling 2029 Danmark
Her får du en sjælden mulighed for at stå i spidsen for en af de største sportsbegivenheder, Danmark er vært for i nyere tid. Du får ansvaret for at samle organisationen og samarbejdet frem mod et VM, der skal skabe folkefest, international bevågenhed og styrke Danmark som cykelnation.
Danmark bliver scene for en verdensbegivenhed
I 2029 er Danmark vært for verdensmesterskabet i landevejscykling. VM skal afvikles på højeste internationale niveau, samle danskerne om en folkefest og samtidig styrke Danmarks position som cykelnation og cykelturismedestination.
Til afholdelsen af begivenheden er der stiftet et interessentskab under navnet ”VM i Landevejscykling 2029 Danmark I/S” med deltagelse af Erhvervsministeriet, Kulturministeriet, Sport Event Denmark samt kommunerne København, Aarhus, Roskilde og Helsingør.
Du bygger op, mens opgaven allerede er i gang
Som direktør får du det samlede strategiske og operationelle ansvar frem mod VM i 2029. Du skal lede et sekretariat på forventeligt 3-6 medarbejdere, som skal opbygges frem mod afviklingen. Du får samtidig ansvaret for at skabe de strukturer, samarbejder og beslutningsgange, som et projekt af denne størrelse kræver.
Samtidig er de første store leverancer allerede tæt på. Fra 2027 går projektet ind i en operativ fase med planlægning af rute, tæt dialog med Det Internationale Cykelforbund (UCI) om plan og afvikling. Samtidig skal der etableres en velfungerende governance- og mødestruktur, samarbejdet med partnerkredsen skal sættes i system, og arbejdet med sponsorater og kommercielle partnerskaber skal i gang.
Selvom du leder et mindre sekretariat, bliver din ledelsesopgave og kontaktflade stor. Du skal aktivere de rette ressourcer på tværs af partnerkredsen, Danmarks Cykle Union, værts- og gennemkørselskommuner og øvrige samarbejdspartnere. Frivillige skal samtidig tænkes ind tidligt i planlægningen.
Du får blandt andet ansvar for at:
- opbygge og lede sekretariatet og sikre fremdrift frem til afholdelsen af eventet i 2029
- sikre governance, god sagsbehandling og solide beslutningsgrundlag for interessentskabets bestyrelse
- varetage relationen til Det Internationale Cykelforbund (UCI) og sikre de kontraktuelle leverancer
- stå for budget- og økonomistyringen af det samlede projekt
- koordinere samarbejdet mellem ministerier, kommuner, Sport Event Denmark, Danmarks Cykle Union og øvrige
- myndigheder, relevante interessenter og organisering af arbejdet med frivillige
- udvikle kommercielle produkter, sponsorater og partnerskaber som supplement til finansieringen