Skolechef til Middelfart Kommune
Vil du stå i spidsen for udviklingen af skoleområdet i en kommune med klare ambitioner og stærke værdier? Som skolechef i Middelfart Kommune får du en central rolle i at skabe sammenhæng mellem politik, forvaltning og praksis – og sætte retning for både kvalitet, trivsel og udvikling.
Sæt retning for fremtidens skolevæsen
Middelfart Kommune er en ambitiøs kommune i udvikling med en klar vision: “Vi bygger broerne”. Her arbejdes der målrettet for at skabe stærke fællesskaber, høj kvalitet i velfærden og bæredygtig udvikling – med blik for helheden og plads til forskellighed.
I Børn-, Unge- og Kulturforvaltningen tager arbejdet afsæt i visionen: “Fra Middelfartbarn til Verdensborger”, hvor ambitionen er at danne og uddanne børn og unge til livsduelige mennesker med mod på verden.
Som skolechef får du det overordnede ansvar for at sætte retning for skoleområdet. Du bliver en central drivkraft i udviklingen af stærke læringsmiljøer, høj faglighed og inkluderende fællesskaber for kommunens børn og unge.
Der er tale om et komplekst ledelsesrum med stor politisk bevågenhed, hvor du både betjener skoleudvalget og har tæt dialog med udvalgsformanden, samt mange øvrige eksterne interessenter. Skoleområdet omfatter 11 folkeskoler samt ungdomsskole og musikskole – med et tæt samspil med de frie og private grundskoler.
Dine ansvarsområder og arbejdsopgaver:
- Overordnet ledelse og strategisk udvikling af skoleområdet
- Skabe fælles retning og kvalitet på tværs af skoler og hele børne- og ungeområdet
- Sikre høj faglighed og trivsel blandt elever og medarbejdere
- Oversætte lovgivning og politiske beslutninger til praksis samt betjene det politiske niveau
- Lede og udvikle skoleledere og pædagogiske konsulenter samt sikre involvering i det politiske forarbejde
- Sikre effektiv og retfærdig ressourceanvendelse, herunder overordnet budgetansvar og kapacitetsplanlægning
- Indgå i og udvikle samarbejdet med skolebestyrelser, forældre, medarbejderorganisationer og eksterne parter
- Fremme innovation og digitalisering samt håndtere klager, konflikter og presse