Forsikringsselskaber sælger mange skadede biler til værksteder både i og udenfor Danmark, samt til autoophuggere, der herefter ofte eksporterer dem til udlandet. Nogle af bilerne kommer tilbage til Danmark og bliver solgt som genopbyggede brugte biler, efter at ny afgift er betalt.
En ekstra gevinst – eller finte, om man vil – omkring salg af skadede biler kan ske, hvor opgørelsen er mangelfuld i forhold til kravene i registreringsafgiftsloven. På foranledning af autoskadebranchens organisation, SKAD, er Motorstyrelsen lige nu i gang med at efterforske en række forhold om dette.