23948sdkhjf

Kritisk situation for nybilsforhandlerne

Thomas Møller Sørensen, branchedirektør i Bilbranchen DI, råber vagt i gevær og advarer mod de langsigtede konsekvenser af det faldende bilsalg.

Statistikkerne viser jo meget lave salgstal - i oktober ikke meget over solgte 10.000 biler. Men selv om mange jo taler om månedens ”salgstal,” er det jo i realiteten antallet af indregistrerede biler, der leveres. Vil du udrede det?

”Månedens salgstal er jo reelt månedens indregistreringstal. Det har altid været sådan, at en betydelig del af indregistreringstallene i virkeligheden er salg, der er foregået 3-5 måneder før svarende til den normale leveringstid på en ny bil. Det nye er, at leveringstiderne har været unormalt høje i de seneste par år på grund af komponentmangel, og derfor dækker indregistreringstallene i dag blandt andet over salg, der reelt fandt sted et halvt eller et helt år forud.”


Og vil du på basis af det forklare, om situationen for nybilforhandlerne er så kritisk, som den ser ud?

”Situationen er kritisk for nybilforhandlerne, fordi de her og nu går glip af avancen på salg af nye biler. Men det er i virkeligheden værre end som så, fordi det lave salg af nye biler også vil få konsekvenser i de kommende år. Her vil det lave salg, vi ser nu, resultere i mindre aktivitet på værkstederne samt lavere salg af reservedele. Så den mest alvorlige konsekvens kommer i virkeligheden først senere.”

Så den mest alvorlige konsekvens kommer i virkeligheden først senere. Thomas Møller Sørensen, branchedirektør i Bilbranchen DI


Hvis der nu rent faktisk sælges eller i det mindste underskrives flere købskontrakter, end det umiddelbart ser ud til, kan vi så forvente en ketchup-effekt, når bilfabrikkerne er oppe i gear igen?

”Ja, det håber vi på. Vi tror, vi kommer til at se relativt lave indregistreringstal i det første halvår 2023, hvilket forhåbentligt vil rette sig i andet halvår, hvor leveringstiderne på nye biler meget gerne skulle være kortere. Men desværre er det jo ikke kun udbudssiden, der bestemmer. Forudsætningen for et højere salg er jo også, at efterspørgslen er der, og her må vi håbe på, at aktiviteten i samfundet fortsat er på et niveau, der sikrer et fornuftigt investeringsniveau og en fornuftig forbrugertillid.”


Har bilforhandlerne færre kunder i butikken i dag sammenlignet med sidste år og for tre år siden?

”Ja, det har de. Corona-krisen og krigen i Ukraine har begge bidraget til en komponentmangel, der er baggrunden for de usædvanligt lange leveringstider. Herudover er der flere mærker, der venter på de ”rigtige” modeller til markedet. Især er der flere mærker, der i en lang periode har haft nye elbiler på vej, men endnu ikke har fået dem hjem. Og det er altså svært at tiltrække kunderne til butikken, hvis du ikke har de rette produkter på hylderne.”


Er der en bestemt type biler eller bestemte mærker, der er særlig mangel på (el/hybrid/små biler, etc)

”Ja, det er elbilerne, der har været særlig mangel på. Danskerne har for alvor taget elbilerne til sig. Flere af vores medlemmer har som konsekvens heraf intensiveret deres aktiviteter på brugtvognsmarkedet, hvor ikke mindst importen af brugte elbiler har fyldt meget. For flere medlemmer har det været en betydelig indtægtskilde i et marked med lavt salg af nye biler. Men importen af elbiler er nu også ved at stabilisere sig, blandt andet på grund af ændrede tilskudsordninger til elbiler i landene omkring os. ”


Sætter den lave aktivitet yderligere fart på konsolideringen, da det må antages, at det kræver en velpolstret egenkapital at stå i mod med? Eller er konsekvensen i realiteten konkurser?

”Begge dele. Det lave salg af nye biler og de efterfølgende konsekvenser giver sammen med høje energipriser, lavere forbrugertillid og høje investeringskrav fra importører en giftig cocktail for mange forhandlere. Flere nyvognsforhandlere vil kunne kompensere for dette pres ved at løfte aktiviteterne på andre forretningsområder, ikke mindst eftermarkedet og brugtvognshandel, andre vil være nødsaget til at tære på egenkapitalen. Og blandt dem, der ikke har de muligheder, og ikke er i stand til at finde en køber, vil vi enten se konkurser eller forhandlere, der sadler om og satser på værksted og handel med brugte biler.”

Kommenter artiklen (3)
Tip redaktionen
Medlemmernes egne nyheder
Se alle medlemsnyheder
Mest læste
JOB i FOKUS
Gå til joboversigten
Seneste nyheder
Se seneste nyheder
Udvalgte artikler
Udvalgte nyheder fra forsiden
FTZ går ind i nyt forretningsområde - opkøber Avant Denmark
Mekaniker-baggrund er stor gevinst: Fra mekaniker til bilsælger
Taksatorringen efter brud med Alm. Brand: Ingen sure miner
To eksperter om bilsalget: Den nye normal er lavere, meget lavere
Klimaforandringer: Danskerne vil slippe for vinterdæk
Gældsplaget Byens Bilpleje sikrer fremtidig finansiering
Andre Nordiske Medier
Transportmagasinet
Leder IDAG
Søfart

Send til en kollega

0.219