23948sdkhjf

Lars for pokker - hvorfor en Volvo?

Med 143,5 hk bliver vi hægtet af ned ad langsiden. Men i regnvejr – her turde selv Michelle Gatting i Cortina ikke overhale. Lars Leed, manden, racerkøreren, værkstedsejeren med den grå Volvo Amazon, tegner og fortæller om sin elskede Volvo Amazon.

- Når jeg åbner porten ind til værkstedet efter en ferie; så har jeg jo været væk et stykke tid og så – uhmm, duften af værksted. Dæk, olie – det hele…

Vi sidder inde i kaffestuen, Lars og jeg – frisk bryg fra kaffemaskine, bilplakater og - kalendre på væggen. En skål med sukker lige der. Og en stak bøger på bordet; bl.a. en berømt om Lotus Twin Cam-motorer.

Der er ikke mange steder, der hyggeligere end et autoværksteds kaffestue.

Vi er på besøg hos Lars Leed – og lidt hos sønnen Nikolaj Leed. Fordi de to er to af klipperne i historisk motorsport her i landet med hver deres Volvo Amazon; Lars er den Ferguson-grå Amazon, Nikolajs den mørkerøde Amazon. Men også fordi de to er mekanikere, de har værkstedet Autonom i Humlebæk på Nordsjælland – et værksted i AutoMester-kæden.

Er Prins Joachims hvid/grønne Lotus Cortina legendarisk i dansk klassisk motorsport? Vel er den så – men det er de to Amazoner også; især Lars grå – fordi den er grå, og fordi den er højrestyret. Og fordi den altid lyser op, når Pro/Am-feltet indtager CHGP på banen ved Bellahøj.

Og så skal vi i øvrigt lige have styr på det med efternavnet, Leed. Hvordan udtales det mon?

CHGP’s faste speaker i en årrække, Mikkel Thomsager, fik det lært for et par sæsoner siden, da han interviewede Lars Leed.

- Lars Led, indledte Thomsager, hvad var det, der skete nede i svinget?

- Nu må du lære det – jeg hedder Lars Lied – for jeg er nemlig ikke led!

Så fik Thomsager besked. Og det gjorde vi andre i øvrigt også.

Men i regn er den hurtig

Lars Leed har kørt klassisk motorsport i en halv menneskealder – fra 2007. Og altid i Volvo.

Det er jo fristende at spørge Lied, ikke Led, hvorfor han hænger fast i sådan en gammel Amazon med bare to enkeltkarburatorer. Hvorfor Lars?

- Hvorfor Volvo Amazon? Jamen, det er jo fordi jeg købte en Volv 544 som lærling hos Ford hjemme i Thy. Volvo, det var jo den, man skulle have. Og jeg har faktisk også den dag i dag en 544.

- Så Volvo var drømmebilen den gang. Så Volvo er racerbilen i dag. Så simpelt er det vel egentlig.

Men Lars, rigtig hurtig er sådan en Amazon jo ikke; den kan jo ikke hænge på en Lotus Cortina.

- Njae, det er jo rigtigt. I hvert fald når det er tørvejr. Men i regn er det anderledes. Husk på, at vi alle kører på ens Dunlop cross ply-dæk med mønster, og når så banen er våd, har vi i Volvoerne en fordel i kraft af bilernes større vægt. Dækkene kan bedre træde gennem vandfilmen.

- Et tydeligt eksempel: Kan du huske et år Michelle Gatting var med – og jeg tror, at hun kørte i Martin Berners Cortina. Det regnede. Og over flere omgange forsøgte Michelle at luske sig forbi mig lige så stille op ad langsiden. Men hun turde ikke – for lidt greb i den lette Cortina, masser af greb i den tunge Volvo.

Og over flere omgange forsøgte Michelle at luske sig forbi mig lige så stille op ad langsiden. Men hun turde ikke – for lidt greb i den lette Cortina, masser af greb i den tunge Volvo. Lars Leed, racerkører, Volvo

- Vel ser Volvoen stor og tung ud. Men tro mig, den kan både bremse, styre ind og accelerere – det er i øvrigt præcist det, som de forskellige medkørere, jeg har haft i Pro/Am-løbene også siger. Men ud ad langsiderne; det er jo der, den taber terræn.

Nu siger du, at det er på langsiden, du bliver hægtet af. Hvor stor effekt har motoren så?

- Det er jo en 1,8-liters rækkemotor. Effekten er 143,5 hk – ikke mere. Vi har ellers bygget motoren efter bogen inkl. et særligt fint portet topstykke, som vi har købt i Sverige – i øvrigt det eneste til motor, vi har købt ude i byen.

- Men husk på, Volvoen kører jo i 65-klassen og overholder alle FIA-reglerne. Og dér står 2 stk. enkelte SU-karburatorer. Så her er begrænsningen, der også sætte grænsen for knastakslen og dermed for effekten. Andre har monteret 2 dobbelte Weber-karburatorer og en skrappere knast, og så er der pludseligt 180 hk. Men 2 dobbelte Webere er altså ikke lovlige i 65-klassen.

Højrestyret – et problem eller ikke

- Inde til CHGP er der jo mange, der ser Volvo i Pro/Am-klassen med Prinsen, Tom K. og deres Cortinaer. Og de er hurtigere – ingen tvivl om det.

- Men når vi kører race i de egentlige ”rene” 65-klasse klarer vi os godt i den division, hvor Volvoerne hører hjemme. Og jeg er da også blevet svensk og dansk mester med bilen.

En markant detalje er jo, at din Volvo er højrestyret?

- Den er jo en gammel svensker; det er derfor.

Driller det aldrig?

- Nej, egentlig ikke, når jeg kører. Men gjorde det en gang, jeg skulle skynde mig at reparere højre forreste hjørne efter at bilen havde fået en ordentlig goddaw. Skaden skulle udbedres inden det afgørende løb på Mantorp Park i Sverige – hvor jeg i øvrigt endte med at blive nummer to i det svenske mesterskab, Nikolaj vandt.

Om det driller at Volvoen er højrestyret? Nej, egentlig ikke, når jeg kører. Men gjorde det en gang, jeg skulle skynde mig at reparere højre forreste hjørne efter at bilen havde fået en ordentlig goddaw. Lars Leed, racerkører, Volvo

- Skaden var så stor, at også selve styrehuset havde tage skade – husk, at bilen er højrestyret. Så jeg monterede styrehus fra en anden Amazon, jeg havde liggende. Bilen var klar aftenen før, vi skulle afsted til Mantorp.

- Da jeg så bakkede ud – bilen styrede til venstre, når jeg drejede rattet til højre, og den styrede til højre, når jeg drejede rattet til venstre. Den var jo spejlvendt!

- Så jeg måtte hen og reparere bilens eget styrehus og montere det. Klokken blev noget mere, end jeg havde regnet med den aften. Men altså; Nikolaj vandt og jeg blev nummer to ovre i Volvos hjemland.

- Har du drukket kaffen; skal vi ikke gå ud og se bilen; der er noget, jeg gerne vil vise dig.

Familieforholdene

  • Du kender med garanti den grå og den mørkerøde Volvo Amazon – altid med i Pro/Am.
  • De to biler ejes af henholdsvis Lars og Nikolaj Leed – far og søn, Lars i den grå, Nikolaj i den røde.
  • Oftest kørere de sammen med Nanna og Mathias Gøtsche, der er søskende.
  • Nanne kører sammen med Lars, Mathias sammen med Nikolaj.
  • Og hvis du ikke kan huske det, må du hen og kigge på navnene skrevet i bilernes bageste sideruder.
Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Se seneste nyhedsbrev ???id_11737???

Send til en kollega

5.248