23948sdkhjf

Benny Engelbrecht går som transportminister - ny minister præsenteres i dag

Benny Engelbrecht (S) kæmpede forgæves for sin politiske fremtid som transportminister. Han trak sig torsdag aften efter en mistillidserklæring fra Enhedslisten.

AFGANG Der var nok ingen vej udenom for Benny Engelbrecht (S), der torsdag aften trak sig fra posten som transportminister.

Han traf beslutningen, efter at regeringens støtteparti Enhedslisten tidligere på aftenen havde trukket støtte til ministeren.

Tilliden var væk, efter det kom frem, at Folketingets partier ikke fik tal for klimabelastningen ved at bygge broer og veje i forbindelse med forhandlinger om ny infrastruktur, selv om flere efterspurgte det.

- Jeg har gjort mit bedste for at belyse den her sag. Jeg har også beklaget forløbet, og jeg er selvfølgelig både ked af og ærgerlig over, at Enhedslisten har valgt at sige, at de ikke har tillid til mig – og på den baggrund har jeg valgt at trække mig som minister, siger Benny Engelbrecht i en pressemeddelelse.

Beslutningen kom, efter et dramatisk forløb torsdag hvor Benny Engelbrecht måtte kæmpe for sit politiske liv igennem et næste tre timer langt samråd.

Men hvor hans svar altså ikke var nok til at stille Enhedslisten tilfreds.

- Det er vores helt klare vurdering, at ministeren har tilbageholdt klimatal og dermed vildledt folketinget. Det er indlysende at hemmeligholdte tal havde gjort en forskel i forhandlingslokalet, sagde partiets politiske ordfører Mai Villadsen.

En næse havde været nok

Regeringens to andre støttepartier, SF og De Radikale, var ellers parate til at lade ministeren slippe med en næse.

Benny Engelbrecht har i SF's øjne håndteret beregninger af CO2-udledningen af anlæg af infrastrukturprojekter forkert.

- Vi mener dog ikke, at ministeren i ond tro har villet tilbageholde oplysninger i forhandlingerne, siger transportordfører Anne Valentina Berthelsen (SF) i en pressemeddelelse.

Men torsdag aften tegnede der sig et flertal imod ministeren, da også Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige var klar til at stemme for et mistillidsvotum.

Beklagede forløbet

Undervejs på torsdagens samråd beklagede Benny Engelbrecht forløbet.

Han gentog en forklaring om, at embedsværket i Transportministeriet havde vurderet, at beregningsmodellen for anlæg var for usikker.

Men partierne burde have fået en bedre forklaring på, hvorfor tallene ikke kunne udleveres, erkendte han. Faktisk skulle de have haft tallene med de usikkerheder, der var, lød det flere gange.

- Jeg tror ikke, at aftalen havde set anderledes ud. Men det kunne have sikret, at vi ikke stod her nu, sagde han blandt andet.

Forklaringerne formildede dog altså ikke Enhedslisten.

Heller ikke partiet Frie Grønne, der med sine tre mandater dog ikke er en del af regeringens støttepartier.

På samrådet oplyste Benny Engelbrecht, at de efterspurgte beregninger for klimabelastningen i forbindelse med aftalen om infrastruktur kan være klar i andet halvår 2022. Han slog samtidig fast, at aftalen består.

- Jeg har gennem hele min ministertid bestræbt mig på at behandle alle så godt som muligt og vise respekt og ydmyghed for embedet.

- Jeg er stolt af de resultater, vi har nået. Ikke mindst den meget brede aftale om infrastruktur, som reelt udgør en plan for, hvordan vi elektrificerer hele transportsektoren, siger den afgående minister.

Statsminister Mette Frederiksen (S) præsenterer ændringer i regeringen for dronningen klokken 11 fredag.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079