23948sdkhjf

JURA: Pas på de digitale fælder

JURA: Nye regler for levering af digitalt indhold og digitale tjenester i autobranchen. Få overblikket her.

DIGITALT Den 1. januar 2022 blev købeloven ændret, så den nu indeholder regler om levering af digitalt indhold og digitale tjenester samt varer med digitale elementer

Hvert år kommer der nye biler med mere elektronik og udstyr end året før. Biler bliver mere elektroniske og digitale. Dette er den nye købelov forberedt på - digitaliseringen er nemlig på vej. Autobranchen skal følge med i denne udvikling, være klar med det korrekte udstyr og være indforstået med, at nogle reklamationer i fremtiden vil være nye og anderledes.

Den nye købelov nævner tre hovedgrene af digitalt udstyr; digitalt indhold, digitale tjenester og varer med digitale elementer. Sidstnævnte er typisk den kategori af varer, som autobranchen skal forstå, da bilerne typisk bliver solgt med GPS, App/programmer og multimediesystemer.

Levering

Der er først leveret digitalt udstyr, når det står til rådighed for forbrugeren. Det skal ligeledes leveres uden unødig forsinkelse. Hvis det digitale indhold leveres på et fysisk medie fx på en cd/dvd/multimediesystem skal forhandleren levere salgsgenstanden uden unødig forsinkelse, dog senest inden for 30 dage efter der er indgået en købsaftale - medmindre andet selvfølgelig er aftalt.

Hvis multimediesystemet leveres, og forhandleren har skrevet i salgsannoncen, at bilen leveres med GPS, skal funktionen også virke. Såfremt GPS-funktionen ikke virker på multimediesystemet, vil det blive anset som en mangel, og forbrugeren vil i sidste ende kunne ophæve handlen, såfremt der er tale om en væsentlig mangel.

Mangler

Det digitale indhold eller den digitale tjeneste skal leveres med tilstrækkelig og nødvendig vejledning som en forbruger med rimelighed vil kunne forvente. Andet kan også aftales, dog er det vigtig,t at det bliver skriftligt noteret i slutsedlen. Det som kunden med rimelighed kan forvente kan fx være en installationsvejledning. Det samme krav om tilstrækkelig og nødvendig vejledning gælder også ved levering af opdateringer, som skal installeres.

Det vil være en mangel efter købelovens nye bestemmelser, hvis der skulle opstå en fejl på det digitale indhold/den digitale tjeneste, og denne fejl skyldes, at forhandleren enten har installeret produktet forkert, eller at forbrugeren har fået en mangelfuld installationsvejledning.

Hvis der er en mangel på det digitale indhold/den digitale tjeneste, herunder digitale elementer i en vare, kan forhandleren dog vælge mellem afhjælpning, fx reparation, eller omlevering til et nyt produkt.

Som forhandler skal du afhjælpe eller omlevere inden for rimelig tid fra tidspunktet, hvor du meddelte sælger om fejlen eller manglen, og sælgeren skal afholde alle omkostninger i den forbindelse.

Opdatering og nyeste version

Hvis kunden køber digitalt indhold eller en digital tjeneste, som løbende skal leveres, skal forhandler sørge for, at forbrugeren i den aftalte leveringsperiode får besked om og får leveret opdateringer, som er nødvendige for, at produktet kan holdes fri for mangler. Det kan fx være sikkerhedsopdateringer, eller opdateringer, der er nødvendige for at kunne bruge produktet.

Hvis der er tale om en vare med digitale elementer, skal forhandleren levere de nødvendige opdateringer i den aftalte leveringsperiode - dog i mindst to år.

Hvis forhandleren oplyser kunden om opdateringerne, og om konsekvenserne af, at kunden ikke installerer opdateringerne, og der ikke er mangler i vejledningen, vil forhandleren ikke være ansvarlig for eventuelle mangler, der skyldes, at kunden ikke har opdateret produktet.

Endelig skal nævnes, at medmindre I har aftalt andet, skal kunden have leveret det digitale indhold /den digitale tjeneste i den nyeste version, der er tilgængelig på tidspunktet, hvor aftalen blev indgået.

Reklamationsfrist

De nye regler for digitalt indhold/digitale tjenester gælder for aftaler om levering, herunder varer med digitale elementer, som kunden har fået leveret efter den 1. januar 2022, selvom købsaftalen er indgået før den 1. januar 2022.

Når forhandleren sælger varen, gælder der som udgangspunkt en reklamationsfrist på to år. Hvis der er tale om digitalt indhold/digitale tjenester eller digitalt indhold i en vare med digitale elementer, som du løbende får leveret hen over en periode, gælder der dog særlige regler. I disse tilfælde vil kunderne kunne klage over mangler ved udløbet af leveringsperioden for varer med digitale elementer.

De nye regler kommer til at være mere og mere afgørende for forhandlere og leasingselskaber. Købeloven som er blevet mere reguleret, stiller højere krav til forhandlerne. Derfor er det også vigtigt, at du som forhandlere kender reglerne.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14