Endelig ro på i Formel 1: Mercedes dropper protest mod Red Bull
Efter en dramatisk uge i Formel 1 med protester fra Mercedes mod Red Bull efter sidste weekends finale, dropper tyskerne nu deres protestsag og anerkender, at Red Bulls Max Verstappen er årets verdensmester. Men der kommer et efterspil.
Af Ritzau
FORMEL 1 Så skulle der endelig være slået søm i afgørelsen på dette års verdensmesterskab i Formel 1.
Mercedes meddeler nu på Twitter, at man ikke vil gå videre med protesten over afgørelsen i årets sidste Formel 1-løb, der blev kørt i Abu Dhabi i weekenden.
Det skyldes ifølge teamet, at Det Internationale Motorsportsforbund (FIA) har indledt en proces, hvor man vil undersøge, hvad der gik galt i Abu Dhabi, så sporten fremover kan undgå lignende problemer.