JURA: Leasingtager lod en leaset bil indgå i en byttehandel
LEASING Behandling af sager om leasing ligger normalt uden for Ankenævn for Bilers kompetenceområde, idet leasing af biler og deraf følgende aftaler behandles af Forbrugerklagenævnet. Det hænder dog, at der bliver forelagt sager, hvor leasingproblematikken er en del af en sag, og hvor man derfor vurderer, at ankenævnet godt kan behandle sagen eftersom fortolkning af leasingaftalen ikke er det væsentligste.
En sådan sag er netop blevet behandlet. I sidste ende var spørgsmålet, om leasingtager overhovedet havde en sådan rådighed over den leasede bil, så han havde bemyndigelse til at sælge den.
Uden jeg skal gå dybere ind i de forskellige former for leasing skal det dog bemærkes, at der jo helt overordnet er to former for leasing, operationel leasing og finansiel leasing. Det kan have afgørende betydning, hvilken type det drejer sig om.
Operationel leasing er den type, der som hovedregel benyttes ved privatleasing, hvor leasingtager blot har bilen til rådighed mod betaling af et fast beløb, og hvor han ikke skal indestå for restværdi, ligesom han hverken har ret eller pligt til at overtage bilen efter endt leasingperiode. Han kan blot aflevere den til leasinggiver.
Anderledes er det ved finansiel leasing, hvor leasingtager typisk indestår for bilens restværdi ved aftalens udløb, og hvor han ofte har en pligt til at anvise en køber til bilen til den nedskrevne værdi. Det kan i nogen tilfælde også være leasingtager, der kan få lov til at overtage bilen.
Solgt leaset bil
I den aktuelle sag drejede det sig en bil, som var leaset til privat brug, men ikke på en standard privatleasing aftale. Aftalen var en finansiel leasingaftale, således som mange af de såkaldte flexleasingordninger også er. Det vil sige, at leasingtager indestod for en restværdi på den leasede bil, og at han også indestod for at finde en køber til bilen ved aftalens udløb.
Bilen var uden afgift, således det også typisk er tilfældet, og man skal huske, at som leasingtager er man ikke ejer af bilen, og man kan derfor ikke disponere over den uden at det er aftalt med leasingiver. Denne leasingtager skulle nu have en anden bil og han indgik derfor aftale med en forhandler om køb af en nyere brugt bil, hvor han lod leasingbilen indgå som udbetaling på den nye bil.
Forhandleren vidste godt, at det var en leasingbil, men havde forstået at kunden, klageren, havde ret til at sælge den. Det havde han imidlertid ikke.
Nogen tid efter handlens indgåelse kom et krav fra leasingfirmaet til forhandleren, som nu havde bilen, og han krævede selvfølgelig, at klager skulle indfri det krav, hvilket han ikke ville, og det var egentlig det, der var grundlaget for sagen.
Af leasingaftalen fremgik det, at leasingtager - selvfølgelig - ikke havde rådighed over bilen, så han kunne sælge den. Han kunne anvise en køber, som så kunne købe bilen af leasingselskabet til det beløb, de nu kunne blive enige om, formentlig restværdien. Der stod også i aftalen, at et eventuelt merprovenu ud over den nedskrevne restværdi tilkom leasingselskabet, hvilket jo også er ganske naturligt, da det er deres bil.
Klageren havde ladet bilen indgå i handlen til en værdi, der svarede til restværdien, og havde så i øvrigt undladt at købe den fri af leasingselskabet forinden. Men selv hvis den var indgået med en højere værdi, ville den overskydende værdi ikke kunne indgå, da det beløb tilkom leasingselskabet.
Lige til højrebenet?
Umiddelbart synes jeg jo, at det lå lige til højrebenet. Leasingtager havde solgt en bil han ikke havde rådighed over, og det var egentlig en sædvanlig vanhjemmelssituation. Men alligevel måtte sagen omkring Ankenævnet. Nævnet var dog ganske klar - og kort - i sin konklusion. "Klager har dermed ikke været ejer af Audi A6’eren og har dermed ikke kunnet have en forventning om, at denne bil kunne indgå med en værdi som byttebil. Det bemærkes herved, at det af leasingkontrakten fremgår, at hvis leasingbilens værdi overstiger restværdien, da vil det overskydende beløb tilgå leasingselskabet".
På den baggrund fik klager ikke medhold i sin påstand om ikke at skulle betale restværdien til forhandleren.
Uforsigtige parter
Denne sag viser, at der faktisk kan være mange faldgruber både for forhandlere og for forbrugere i disse mange forskellige leasingkonstruktioner. Ofte er aftalerne desværre svært gennemskuelige for forbrugerne.
Jeg skal ikke kunne sig, om det var tilfældet her, eller om han bare var i ond tro, da han solgte bilen. Men ihvertfald havde han ikke økonomisk rådighed over den - det var ikke hans bil - og så kan man naturligvis ikke sælge den.
Begge parter skulle nok i fællesskab have kontaktet leasingselskabet og på forhånd have lavet en aftale om overdragelse af bilen.
Sagen viser også at man som forhandler skal være påpasselig ved køb af leasingbiler, og at man skal være sikker på, at man kan få lov til at købe den. Jeg mener faktisk nok at begge parter har udvist en vis grad af uforsigtighed i dette tilfælde.
Jeg vil samtidig hermed ønske glædelig jul og et godt nytår til læserne.
