23948sdkhjf

Mercedes-protester afvist - Verstappen holder fast i titel

Mercedes-holdets protester efter søndagens Formel 1-løb, hvor Max Verstappen sejrede og vandt VM, er afvist. Mercedes agter at appellere afgørelsen.
FORMEL 1 Max Verstappen kan nu for alvor lade champagnepropperne springe.

Søndag aften blev begge Mercedes-holdets protester ovenpå sæsonens sidste Formel 1-grandprix, hvor Verstappen overhalede Lewis Hamilton på sidste omgang, vandt løbet og dermed sikrede sig VM-titlen, således afvist af Det Internationale Motorsportsforbunds (FIA) løbsstewards.

Det skriver Formel 1 på Twitter.

Dermed ligger det altså helt fast, 24-årige Verstappen er verdensmester i motorsportens kongeklasse for første gang i karrieren.

Først efter afvisningen af protesterne tillod hollænderen sig at juble på sociale medier.

- Verdensmester! Det her er bare utroligt. Jeg begyndte at køre race med min far for mange år siden. Vi drømte om at blive verdensmester, og det er vi nu, skriver Verstappen på Twitter.

Mercedes har søndag aften meddelt, at man agter at appellere afvisningerne af protesterne.

Indgav to protester

Mercedes indgav umiddelbart efter løbet to protester. Den ene handlede om, at Verstappen havde brudt reglen, der siger, at man ikke må overhale under en safety car-periode.

Verstappens frontvinge var kortvarigt foran Hamiltons, men da løbet inden sidste omgang blev givet frit, var hollænderen som påkrævet bag Hamilton, og derfor blev Mercedes' protest angående dette afvist.

Det tyske hold indgav derudover en protest, der ligeledes relaterede sig til perioden i slutningen af løbet, hvor en safety car var på banen.

Her lå der indledningsvis fem biler mellem Verstappen og Hamilton, som var blevet overhalet med en omgang og derfor ikke var relevante i forhold til kampen om sejren.

Lige inden løbet blev givet frit, blev de fem biler bedt om at køre forbi Hamilton og safety car-bilen, så de to VM-duellanter ikke var adskilt af andre biler.

Men de andre biler, som lå længere tilbage og også var blevet overhalet med en omgang, blev ikke sendt forbi, hvilket ville have været normal procedure. Mercedes mente derfor, at situationen blev håndteret forkert.

Hvis alle overhalede biler skulle forbi - som reglerne som udgangspunkt dikterer - ville løbet ikke kunne blive givet frit inden sidste omgang, og så havde Verstappen ikke fået mulighed for at overhale Hamilton og tage sejren samt VM-titlen.

Mercedes ønskede derfor, at det skulle være kørernes placering på næstsidste omgang - hvor Hamilton fortsat førte - der skulle være gældende.

Men FIA's stewards afviste den protest med begrundelsen, at det reelt ville forkorte løbet, efter det var afsluttet, hvilket ifølge FIA ikke ville være passende.

Kilde: Ritzau

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156