23948sdkhjf

Dansk app tilretter fotos af salgsbiler legende let

En app til fotografering af salgsbiler, udviklet af teamet bag Optifo i Vejle, er på vej ud i verden - og er nomineret til Årets Produkt ved Auto Awards 20/21.

BILSALG Med appen Optifo kan man tage fotos af salgsbiler med mobiltelefonen ude på parkeringspladsen, og derefter vil appen lægge bilen på en lækker baggrund, der ligner salgslokalet inden for - med firmalogo og det hele.

Bag udviklingen af appen står Milad Habibi og hans bror Qais og far Mohammed, der sammen driver brugtbilfirmaet MQM Biler i Fredericia, samt digital designer Suhilan Selvanayagam.

Motor-magasinet skrev en portrætartikel om den afghanske flygtningefamilie, der står bag MQM Biler, i 2018.

MQM Biler blev nomineret til Årets Brugtbilforhandler ved sidste Auto Awards og har vundet Børsens Gazellepriser i 2019 og 2020. Nu håber Milad Habibi, der er CEO i firmaet Optifo bag appen, at den vinder i kategorien Årets Produkt ved Auto Awards 20/21, der finder sted i København 23. november.

- Som bilforhandler syntes vi, at det tog for lang tid og var for dyrt at bruge de eksisterende løsninger på markedet til foto af salgsbiler. Så vi bestemte os for at udvikle en let brugbar app til mobiltelefonen, der både konkurrerer på hastighed og pris, fortæller Milad Habibi.

Forskellen på Optifo og andre er, ifølge Milad Habibi, at konkurrerende apps typisk sender fotos til Indien, hvor salgsbilen bliver klippet over på en anden baggrund, hvilket typisk tager 7-24 timer og gøre prisen pr. foto dyre end de fleste forhandler kan følge med. Hos Optifo tager samme manøvre mindre end et minut og et noget billigere fee til appen og virksomheden bag.

Egen eller standard-baggrund

Ideen til den danske app opstod for knapt to år siden, og udviklingsarbejdet gik i gang i april 2020. Appen var klar i marts i år.

Bilforhandlere kan få egen baggrund lagt ind i appen, der også indeholder en snes forskellige standard-baggrunde, man kan vælge.

- Som udviklere af appen har vi haft den fordel, at vi jo selv kommer fra bilbranchen og ved, hvad folk vil have. Vi udviklede appen, så bilforhandlere kan skabe genkendelighed i forhold til deres eget bilhus. Men nogle synes, at deres egne lokaler ikke egner sig til at blive vist i appen, så derfor har vi standardbaggrunde. Det er vigtigt, at bilkøberne ikke føler, at noget er photoshoppet, men ser fuldstændig naturligt ud, siger Milad Habibi.

Vil være verdensførende

Appen findes til iOS styresystemet i iPhones, og en app til Android er under udvikling. Appen er blevet downloadet over 500 gange i en række lande lige fra Tyskland, Sydafrika, USA, Canada og Tyrkiet.

- Vores mål er, at appen bliver den fortrukne kamera-app verden over til fotografering af salgsbiler. Og målet har også været at skabe et produkt til bilbranchen, der kan give fair konkurrence, siger Milad Habibi.

Han fortæller, at Optifo-appen i dag er flittigt anvendt af en række små og store bilhuse i Danmark.

Fotos af salgsbilerne kan automatisk overføres fra mobiltelefonen til skyen og pc.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.313