23948sdkhjf

Verstappen øger forspring til Hamilton efter sejr i USA

Max Verstappen holdt stand mod Lewis Hamilton i et taktisk amerikansk grandprix.
FORMEL 1 Max Verstappen (Red Bull) vandt søndag aften dansk tid det amerikanske grandprix i Austin i Texas og øgede dermed afstanden i den samlede stilling til Lewis Hamilton (Mercedes), der blev nummer to.

Det skete efter et meget taktisk løb, hvor Verstappen startede i pole position, blev overhalet i første sving og valgte tidligere pitstops end Hamilton.

Det gav pote på Circuit of the Americas, hvor Verstappen kørte over målstregen godt et sekund foran rivalen.

Sergio Perez (Red Bull) tog tredjepladsen.

Hamilton leverede dagens hurtigste omgang, og Verstappens forspring er derfor på 12 point efter 17 af sæsonens 22 grandprixer.

Hamilton tog starten

Verstappen startede forrest, men allerede i første sving listede Hamilton forbi hollænderen, der også blevet presset af Sergio Perez. Holdkammeraten lod dog straks Verstappen få andenpladsen uden dramatik.

Til gengæld valgte Red Bull-teamet rigtigt, da holdet allerede efter 11 omgange sendte Verstappen i pit for at få friske og hårde dæk på.

Hamilton tog sin første tur i pitten få omgange senere og valgte også hårde dæk, men han kom ud efter sin rival og skulle nu jage.

Duellanterne lagde efterhånden afstand til resten af feltet, så da Verstappen igen gik i pit for at få et nyt sæt hårde dæk på efter 30 omgange, var kun Hamilton foran ham, da han igen var ude.

Verstappen halede på sine friske dæk langsomt, men sikkert ind på Hamilton, der sammen med Mercedes satsede på et langt senere stop.

Forspring blev halveret

Efter 38 omgange kom pitstoppet, og Hamilton havde efterfølgende otte sekunder at hente på Verstappen med 18 omgange til målstregen.

Det gik forholdsvist hurtigt for englænderen at halvere forspringet. Men efterhånden som dækfordelen ebbede ud, gik brodden også af angrebet.

Hamilton var kun et sekund efter Verstappen på de sidste omgange, men fik aldrig muligheden for at forsøge sig med en overhaling.

Sæsonens 18. af 22 løb afvikles i Mexico City om to uger.

Kilde: Ritzau

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.239