23948sdkhjf

Formel 1-giganter bremser hinanden i sammenstød på Monza

Max Verstappen og Lewis Hamilton satte hinanden ud af spillet, så McLaren kunne tage sin første sejr i ni år. Max Verstappen starter tre pladser længere tilbage i det næste Formel 1-grandprix.

FORMEL 1 Max Verstappen og Lewis Hamilton kæmper indædt om Formel 1-titlen, og rivaliseringen nåede en foreløbig kulmination i det italienske grandprix på Monza-banen søndag eftermiddag.

Midtvejs i løbet forpurrede de to kamphaner løbet for hinanden, da de bragede sammen og kørte af banen, så de begge måtte forlade ulykkesstedet til fods.

Det dramatiske sammenstød kom nærmest til at overskygge, at Daniel Ricciardo vandt grandprixet og dermed sikrede McLaren-teamet den første sejr i ni år.

Det blev ovenikøbet til en dobbeltsejr til det traditionsrige hold. Lando Norris kørte over målstregen som nummer to og henviste Mercedes-køreren Valtteri Bottas til tredjepladsen.

Men det bliver givetvis de to superstjerners sammenstød, der bliver samtaleemnet i de kommende dage.

Uheldet skete på 27. af de 53 omgange, da Hamilton netop var kommet ud af pitten. Samtidig kom Verstappen forbi, og de to rivaler kørte side om side ind i næste sving.

Men der var ikke plads til dem begge, dækkene rørte hinanden, og de to racere endte ude i gruset ved siden af banen med Verstappens bil oven på Hamiltons.

Den spektakulære episodes store vinder blev Daniel Ricciardo og ikke mindst hans hold, McLaren.

Det var således første gang, siden Jenson Button vandt i São Paulo i 2012, at en McLaren-kører kunne træde op på sejrspodiets øverste trin.

Verstappen bliver straffet 

Efter løbet besluttede de løbsansvarlige stewards, at Max Verstappen starter i bedste fald som nummer fire, når Formel 1-feltet om 14 dage rammer Rusland.

Det er straffen for hollænderens ageren på banen, da han og rivalen Lewis Hamilton kørte af banen på dramatisk vis og udgik af søndagens grandprix i italienske Monza.

Verstappen er tildelt en "3-place grid penalty", hvilket kort sagt betyder, at han skal starte tre pladser længere tilbage i det russiske grandprix, end hans kvalifikation berettiger ham til.

Det meddeler Formel 1 søndag aften på Twitter.

Stewarderne tilføjer i sin kendelse, at Verstappen "hovedsageligt var ansvarlig" for sammenstødet, da han ikke havde retten til den plads i svinget, som duoen kæmpede om.

De to kamphaner duellerer om verdensmesterskabet, og lige nu fører Verstappen med fem point ned til Hamilton med otte løb tilbage af sæsonen.

Ikke overraskende er de uenige om sammenstødet i Monza.

- Han vidste åbenlyst, at han ikke ville klare svinget - og så kørte han ind i mig, siger Hamilton om episoden ifølge Formel 1's hjemmeside.

Verstappen mener, at Hamilton pressede ham ud over kanten, men hollænderen forlod således straks ulykkesstedet i stedet for at tage diskussionen.

- I det ophedede øjeblik var det bedst at gå væk, så alle kunne falde ned. Jeg er sikker på, at vi skal snakke om det, siger Verstappen, inden han fik sin straf.

Kilde: Ritzau

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.156