De mange tilfælde af vanvidskørsel overrasker politikerne bag loven om konfiskation af biler. Det bestyrker dem i, at loven er rigtig - undtagen de få, som stemte imod.
Af Claus Djørup
POLITIK En Audi, der kører 170 km/t, hvor man må køre 70 km/t. En Porsche, der kører 230 km i timen.
Transportminister Benny Engelbrecht (S) nævner nogle af de omkring 30 spektakulære tilfælde af vanvidskørsel, som er stoppet de første dage efter konfiskationsloven trådte i kraft den 31. marts - altså for 14 dage siden. Kun de Radikale og Liberal Alliance stemte imod.