VANVIDSKØRSEL Det er leaseren, der bruger biler og betaler den løbende pris for en bil. Men den juridiske ejer er leasingselskabet.
Dét kan blive et afgørende problem, hvis et politisk forslag om en ny lov om vanvidskørsel vedtages af Folketinget.
Ifølge det nye forslag, der er fremsat af et bredt flertal, bestående af regeringen i samarbejde med Radikale Venstre, SF, Enhedslisten, DF, Venstre, Konservative og Nye Borgerlige, skal straffen for vanvidskørsel skærpes markant. Herunder at politiet skal kunne konfiskere og sælge den bil, vanvidsbilisten kører i. Og i det tilfælde at bilen er leaset, opstår problemet, idet det jo ikke er bilisten, der er den egentlige ejer af bilen - det er leasingselskabet.