23948sdkhjf

Formel 1-koryfæ fylder 90: Bernie har benzin og business i blodet

Han er af mange blevet kaldt motorsportens godfather, og ligesom den berømte figur fra mafiafilmene har Bernie Ecclestone bygget et imperium op på egen hånd.

En anden lighed er, at briten, der længe egenrådigt styrede Formel 1-sporten, er omgærdet af kontroverser.

Bernie Ecclestone, der 28. oktober fylder 90 år, er i hvert fald om ikke andet farverig - og en af verdens rigeste som selvgjort dollarmilliardær.

Ecclestone blev født i 1930 som søn af en fisker i østengelske Suffolk. Allerede i en tidlig alder viste den unge Bernie talent for forretninger, da han solgte bunsenbrændere i skoletiden. Som 16-årig droppede han ud af skolen for at arbejde på det lokale gasværk.

Samtidig solgte han brugte motorcykler, før han senere gik over til at sælge brugte biler og senere dele til motorcykler.

Ecclestone havde også smag for fart og prøvede kræfter som racerkører, men flere uheld satte en stopper for det. I stedet blev han manager for forskellige kørere.

I 1971 gik briten så for alvor ind i Formel 1, da han købte Brabham-teamet af den tidligere verdensmester Jack Brabham.

Indtil Bernie Ecclestones indtog var Formel 1 drevet løst og amatøragtigt, og han så derfor sit snit til at strømline sporten. Han overtog blandt andet forhandlingerne med løbsarrangørerne, og senere kom han også til at sørge for sportens tv- og radioaftaler.

Han indgik blandt andet en guldrandet aftale med den europæiske tv-organisation EBU om at vise den stadig mere populære sport. Da den aftale ikke blev genforhandlet i 90'erne, solgte Ecclestone rettighederne videre til højestbydende - i dette tilfælde en lang række kommercielle tv-stationer.

Tiden i den profitable motorsport har ikke været uden knubs for Ecclestone. I starten af 00'erne blev han anklaget for bestikkelse, og den velhavende Formel 1-boss måtte da også op med den store pengepung for at få anklagerne lagt ned - i omegnen 600 millioner kroner lød beløbet på.

Han tiltrak sig også en del negativ opmærksomhed, da han i 2009 udtrykte ros for Adolf Hitlers ledelsesevner.

Bernie Ecclestone sagde ofte, at han skulle bæres ud af Formel 1-sporten. Men efter at han gradvist har solgt sine aktier, blev han i 2017 skubbet ned fra tinden efter fire årtier af sportens nye ejere.

Den hvidhårede britiske motorsportsentusiast er dog fortsat at finde på verdens Formel 1-baner, og han holder sig også aktiv uden for banen. Således blev han i juli far for fjerde gang.

/ritzau/

Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.14