23948sdkhjf

Uro om afgifter lammer bilsalget

En undersøgelse blandt AutoBranchen Danmarks medlemmer viser, at bilsalget stoppede op kort tid efter Eldrup-kommissionens offentliggørelse 7. september.

BILAFGIFTER De politiske forhandlinger i kølvandet på transportkommissionens anbefalinger i starten af september påvirker bilsalget negativt i forretningerne. De politiske diskussioner har allerede nu fået bilsalget til at stoppe op, og det bliver ikke bedre i de sidste måneder af 2020, før der kommer en politisk afklaring om afgifterne.

Det siger et stort flertal blandt i alt 185 respondenter i en medlemsundersøgelse om fjerde kvartal 2020, som AutoBranchen Danmark har foretaget i slutningen af september.

Knap 60% af virksomhederne i undersøgelsen fremhæver, at salget allerede stoppede op kort tid efter Eldrup-kommissionens offentliggørelse den 7. september. Tendensen vil fortsætte, så længe politikerne åbenlyst diskuterer, hvad partierne hver især mener, at afgiften skal være på elbiler, hybriderne eller konventionelle biler. Det mener Gitte Seeberg, adm. direktør i AutoBranchen Danmark.

- Det er desværre en historie, der gentager sig. Inden for fem år har der været tre store omlægningerne af bilafgifterne, og hver gang er salget bremset op på grund af den offentlige afgiftsdebat. Det er virkelig frustrerende at være erhvervsdrivende under de vilkår, og det skaber med god grund utryghed blandt forbrugerne. Jeg appellerer til, at man hurtigt lægger en langsigtet plan for afgifterne, som gælder minimum i de næste 10 år og bliver bredt politisk funderet, siger Gitte Seeberg, adm. direktør i AutoBranchen Danmark.

 Corona udskyder levering

Overordnet forventer 72% af de adspurgte, at bilsalget i fjerde kvartal af 2020 vil falde i forhold til 2019. De to hovedforklaringer er den massive nedlukning af både Danmark og Europa i starten af året som følge af corona. Og så den uro, som breder sig blandt forbrugerne, fordi der er uro om bilafgifterne, hvor forbrugerne hverken ved hvad helt nye biler eller deres brugte biler kommer til at koste allerede næste år.

I undersøgelsen påpeger flere, at der stadig er et efterslæb fra nedlukningen af bilfabrikkerne i foråret, som visse forhandlere døjer med. Det kan skubbe leveringstidspunktet for mange biler, hvilket får særlig stor betydning i år.

- En række elbiler under 400.000 kroner og visse plugin hybridbiler står til en afgiftsforhøjelse på 65% i 2021, hvis ikke der politiske vedtages noget andet. Så når bilkøberne bestiller en bil dags dato, men måske først kan få den leveret i 2021, er det med en helt anden registreringsafgift, siger Gitte Seeberg og tilføjer:

- Derfor er det afgørende, at branchen også på det område får klarhed meget snart. Vi har siden starten af året oplevet et historisk højt salg af el- og hybridbiler, men det kan politikerne sætte en brat stopper for, hvis ikke afgift-uroen fjernes.

 Ingen penge på finansloven

Flere virksomheder i undersøgelsen er desuden forundret over, at der i regeringens finanslovsforslag for 2021 ikke var afsat penge til grønne biler eller øvrige initiativer, som kan understøtte den nuværende salgsudvikling. 

- Grønne biler har brug for politisk hjælp, også i 2021, før flertallet af danskerne er villige til at betale regningen. Regeringen vil med sit finanslovsforslag både hæve registreringsafgiften og afskaffe den grønne firmabilsbeskatning. Igen er vi tilbage til, at der er akut behov for en langtidsholdbar og bred plan for området, siger Gitte Seeberg.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11