DÆKTEST Stadigt grønnere og grønnere vintre. Derfor er for mange et fristende valg at skifte til helårsdæk. Og på trods af vejr, der ser ud til at ændre sig vinter for vinter mod det varmere, er det for langt de fleste bilister et no go at køre vinteren igennem på sommerdæk.
Men helårsdæk - det kan da ligne det gode valg. Ikke mindst fordi dækkene til alle fire årstider de senere år er blevet stadigt bedre, lyder det fra mange kilder; blandt dem uvildige organisationer som FDM, der tester og sammenligner dæk.
Men hvor langt er vi så lige nu her ved indgangen til 2020? Er allseason-dækkene, som vi også siger på internationalt dæksprog, så vitterligt blevet bedre?
Svaret er et klart: Jo, det er de - men det er fortsat et afgørende men, der kan betyde, at vinterdæk er det kloge valg.
FDM’s danske dækekspert er teknisk redaktør, Søren W. Rasmussen. Han er ikke i tvivl:
- Ja, helårsdag er blevet bedre - det viser den løbende udvikling og dette års sammenligning. Men de kan stadig ikke måle sig i direkte konkurrence med sommer- og vinterdæk.
- Det viser vores seneste dæk. Denne gang i alt syv forskellige dæk i størrelsen 17" - det er dæk til biler som Audi Q3, Ford Kuga, Volkswagen Tiguan og Volvo V60.
De syv dæk i testen er helårsdæk fra - og her i alfabetisk rækkefølge: Bridgestone, Continental, Goodyear, Michelin, Nokian Uniroyal og Vredestein.
FDM har en fast testprocedure, og derfor blev de syv helårsdæk afprøvet og sammenlignet i de samme discipliner som sommer- og vinterdæk. På den måde kan resultaterne både bruges til at sammenligne testens dæk indbyrdes, men også med sommer- og vinterdæk testet på andre tidspunkter.
Og netop derfor kan testen konkludere, at helårsdæk bremser dårligere.
I testen skulle et godt vinterdæk eksempelvis ’bare’ bruge 39 meter på at bremse helt ned fra 30 km/t på en isglat vej, til sammenligning skulle testens helårsdæk bruge mellem 44 og 48 meter.
Endnu større var forskellen på tør vej. Her skulle en bil med et godt sommerdæk bruge 37 meter på at bremse helt ned fra 100 km/t, mens testens dårligste helårsdæk skulle bruge hele 52 meter.
FDM’s Søren W. Rasmussen konkluderer dog, at helårsdæk kan være et brugbart valg. Han siger:
- Hvis man har et kørselsbehov, hvor man primært kører kortere ture og kan lade bilen stå de dage, hvor sneen vælter ned, kan helårsdæk stadig være en både god og sikker løsning. Vel at mærke, hvis man vælger et af de bedre helårsdæk.
- Helårsdæk er dog en langt bedre løsning i forhold til at køre på sommerdæk året rundt.
Og Rasmussen supplerer med et tip:
- Man skal være opmærksom på, at det ikke er i alle lande, helårsdæk er tilladt om vinteren. Så skal man på vinterferie i bil, anbefaler FDM, man skifter til vinterdæk.
Efterårets store test af helårsdæk: 4 godkendt 2 dumper
FDM's store sammenlignende test af helårsdæk sætter navne på vindere og udpeger tabere. Overraskende dårligt resultat for anerkendt dækmærke.