23948sdkhjf

Teslas stifter lover stort prisfald på elbiler

En ny type batteri skal drive prisen på elbiler ned, men det vil tage tre år, siger Teslas topchef, Elon Musk.

Den amerikanske elbilproducent Tesla stiler efter at sænke produktionsomkostningerne så meget, at dens biler kommer ned i et andet prisleje, end tilfældet er nu.

Men det kan tage tre år eller mere at opfylde målet.

Det siger Teslas stifter og administrerende direktør, Elon Musk, på selskabets årlige "batteridag" tirsdag.

- At producere en elbil til en overkommelig pris har altid været vores drøm, siger Elon Musk ved åbningen af arrangementet, der blev fulgt af over 270.000 personer online.

Helt afgørende for at få prisen ned er udviklingen af en ny type batterier, der vil være kraftigere, holde længere og ifølge Musk være halvt så dyre, som selskabets nuværende batterier.

- Vi har ikke en prisbillig bil. Det er noget, vi vil have i fremtiden. Men batteriomkostningerne skal ned, fastslår han ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge Musk er Tesla ved at udvikle et kraftigere batteri, som vil gøre det muligt at køre 16 procent længere end nu på en opladning. Men det vil tage omkring tre år, før en produktion i fuld skala er på plads.

Mens prisen på elbiler er faldet de seneste år på grund af forbedringer af batterier, så er det stadig dyrere at købe en elbil end en konventionel bil.

Batteriet skønnes at udgøre mellem en tredjedel og en fjerdedel af omkostningen ved en elbil.

Selv om Tesla i årevis har haft et mål om at fremstille biler til den brede befolkning, så er grundprisen for de billigste modeller omkring 35.000 dollar, skriver nyhedsbureauet AFP.

- Vi er overbeviste om, på lang sigt, at vi kan lave en elektrisk bil til 25.000 dollar, siger Elon Musk.

25.000 dollar svarer til knap 160.000 kroner.

Trods løftet om mere konkurrencedygtige priser faldt Teslas aktiekurs, efter at seancen med Elon Musk var overstået.

Det skyldes ifølge Reuters, at investorerne havde forventet mere specifikke udmeldinger om Teslas målsætning for at nedbringe omkostningerne.

- Der var intet håndgribeligt, siger analytiker Craig Irwin fra Roth Capital Partners.

Ifølge Reuters svarer kursfaldet til, at der er skåret 50 milliarder dollar af Teslas' værdi på børsen.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.157