SPECIALBEHANDLING Indehaver af Holbæk Autocare, Mircea Iosif, kan nu tilbyde en helt speciel klargøring af biler med det eksklusive kemimærke Modesta fra Japan, idet han har gennemført en uddannelse hos den nordiske distributør ConLogo i Norge. Klargøring af biler med Modesta-serien koster fra 9000 kroner til over 20.000 kroner alt efter omfang - med ens priser i Danmark og udlandet, lyder meldingen.
- Jeg er klar over, at det er eksklusivt og lyder dyrt for mange. Men jeg har valgt nu at markedsføre min ekspertise i denne produktserie, der er blandt de allerbedste i verden, fordi jeg gerne vil arbejde for folk med interesse i detaljen hvad angår ekstra glans, holdbarhed og styrke i lakforseglingen. Der er helt sikkert kunder til det - også nogle, som man ikke troede muligt, siger Mircea Iosif og fortæller om en kvindelig ejer af en lille fire måneder gammel Toyota Aygo, med vaskeridser i den blå lak, der ønskede "den helt store tur" og betalte over 20.000 kroner for en trelags behandling, inklusive let vandslibning af lakken.
Hærder op som glas
Modesta produkterne er individuelt tilpassede og hærder op som glas på 6-8 timer, der er vinduet for arbejde med produktet. Den keramiske coating består, ifølge Mircea Iosif, af både organiske og uorganiske ingredienser, der giver høj glans og dybde, og er ganske drøj i brug, hærder ved UV kortbølgelys - og ikke levner rum for fejl efter hærdningen.
- Man er nødt til at kigge med lys under arbejdet på hver eneste facet af bilen, inden hærdning. For bagefter er coatningen så hård, at den ikke kan efterbehandles, fortæller Mircea Iosif.
Modesta produkterne kan ikke købes uden for de officielle distributører, og brug kræver den specielle uddannelse over fem dage.
Ramt af coronaen
Mircea Iosif er uddannet mekaniker, har arbejdet 20 år i autobranchen og de seneste fire år med egen virksomhed i klargøring med en enkelt ansat. Han arbejder med klargøring for en række bilforhandlere i Holbæk-området og laver typisk behandlinger fra 2500 til 3700 kroner, totrins fra 5000 kroner og op, idet hver enkelt bils arbejdsomfang skal vurderes. Det typiske arbejde er 1-2 trins med lakrens og vokspolering med maskine, som vil vise et resultat pænt over, hvad de fleste selv kan gøre hjemme i carporten.
I 2019 klargjorde Holbæk Autocare 700 biler, men har i 2020 været ramt af corona, der har minimeret strømmen af faste kunder, kombineret med Modesta satsningen. Dog er omsætningen holdt nogenlunde via private kunder og forsikringsselskaber med ridsede biler.
Eksklusiv coating i Holbæk
Holbæk Autocare tilbyder keramisk lakbehandling og forsegling med highend tokomponent-produkter fra japanske Modesta.