23948sdkhjf

Bilimportør får bøde for at vildlede om pris på elbil

Hyundai har betalt en bøde på 150.000 kr. for at vildlede om prisen på en elbil.

Hyundai Bil Import A/S har betalt en bøde på 150.000 kr. for at overtræde markedsføringslovens forbud mod vildledning. Det oplyser Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse.

Forbrugerombudsmanden politianmeldte selskabet i april 2020, efter en forbruger klagede over en annonce for Hyundais Kona Electric, som blev bragt i bilmagasiner i henholdsvis januar og februar 2019. 

Annoncen gav forbrugerne indtryk af, at de til en pris fra 274.995 kr. kunne købe en elbil med en rækkevidde på op til 449 kilometer på en opladning. Det var imidlertid ikke muligt at købe bilen til den oplyste fra-pris. Prisen, der var annonceret, var for den billigste variant af modellen, som kun havde en rækkevidde på op til 289 kilometer.

- Forbrugerne skal kunne regne med de oplysninger, der står i en reklame. En virksomhed må naturligvis ikke reklamere for en bilmodel med attraktive egenskaber til den pris, som man skal betale for bilmodellen uden de egenskaber, der reklameres for. Det gælder også, selvom der er tale om en fra-pris, siger forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen om sagen.

Forbrugerombudsmanden fortæller, at Hyundai har været behjælpelig med sagens opklaring.

I en kommentar til sagen lyder det fra Hyundai:

"Det er beklageligt, at vores markedsføring af Kona Electric har været vildledende i forhold til markedsføringslovens § 5, sammenholdt med § 8. Konkret drejer det sig om to annoncer, som blev bragt i starten af 2019, som Forbrugerombudsmanden vurderer at kunne vildlede gennemsnitsforbrugeren, uanset om oplysningerne var faktuelt korrekte, idet fremstillingsform af faktuelle oplysninger ikke var tydeligt forsynet med tilstrækkelig sammenhæng mellem pris og batterirækkevidde information. Det har vi naturligvis straks rettet op på, så sammenhæng mellem pris og batterirækkevidde fremstår endnu mere tydeligt i tilsvarende markedsføringskampagner."

Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.093