23948sdkhjf

VW-kunder kan nu sagsøge virksomheden for snydemotor

Bilproducenter skal kunne sagsøges ved nationale domstole for salg af biler med snydemotor, afgør EU-Domstol.

EU-forbrugere skal have mulighed for at sagsøge bilproducenter ved domstole i forbrugerens hjemland, hvis de har købt en bil med snydemotor.

Det fremgår af en dom fra EU-Domstolen torsdag.

Dommen gør det muligt for tusindvis af VW-kunder i EU at sagsøge producenten for at have udstyret biler med en software, som fik det til at se ud, som om bilen var mere miljøvenlig, end det egentlig var tilfældet.

Det er en østrigsk forbrugerbeskyttelsesforening, som har lagt sag an ved retten i Klagenfurt på vegne af 574 personer, som har købt en Volkswagen med en snydemotor.

Retten i Klagenfurt har bedt EU-Domstolen om at afklare betydningen "stedet hvor skaden opstod" i en EU-forordning om retlig kompetence.

Typisk skal en retssag indgives i det land, hvor tiltalte hører hjemme eller er bosiddende.

Derfor har Volkswagen tidligere afvist, at købere har ret til at sagsøge producenten ved en domstol i et andet EU-land end Tyskland, hvor Volkswagen har hovedsæde.

EU-Domstolen siger torsdag, at sagsøgere ifølge EU-ret i princippet skal sagsøge i landet, hvor Volkswagen har bopæl.

Men i tilfælde af erstatning siger domstolen, at det bør være muligt at sagsøge Volkswagen ved nationale domstole.

- Når en producent i et medlemsland (Tyskland) ulovligt har udstyret sine køretøjer med software, der manipulerer data vedrørende udledning af gas, før disse køretøjer købes af tredjepart i et andet medlemsland (Østrig), er stedet, hvor skaden opstår i det sidst nævnte medlemsland, står der i afgørelsen.

Sagen udspringer af den store VW-skandale kendt som dieselgate.

I 2015 kom det frem, at selskabet havde udstyret 11 millioner VW-biler med software, som fik det til at se ud, som om de var mere miljøvenlige, end det egentlig var tilfældet.

Volkswagen havde med en hemmelig mekanisme sikret, at udstyr ville måle 40 gange så lavt niveau af kvælstofudledning, som bilerne ville udlede på vejene.

Den tyske bilproducent ejer en stribe af verdens største bilmærker såsom VW, Audi, Skoda og Porsche.

FDM ønsker først at udtale sig om eventuelle konsekvenser for danske VW-bilejere, når de har nærlæst dommen.

/ritzau/

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125