23948sdkhjf

Vettel: Ferrari tilbød mig aldrig en ny kontrakt

Ifølge Sebastian Vettel skete bruddet med Ferrari ikke efter gensidig aftale, som holdet ellers har meldt ud.

FORMEL 1 Sebastian Vettel og Ferrari er enige om at gå hver til sit efter 2020-sæsonen.

Sådan lød det hvert fald fra det italienske Formel 1-hold, da det i maj kom frem, at den tidligere verdensmester er i gang med sin sidste tørn for Ferrari.

Men bruddet mellem Vettel og Ferrari skete ikke efter en gensidig aftale, hvis man spørger tyskeren.

- Det var selvfølgelig en overraskelse for mig, da jeg modtog opkaldet fra Mattia (Binotto, Ferraris holdchef, red.), og da han fortalte mig, at holdet ikke havde intentioner om at fortsætte, siger Vettel på et pressemøde forud for weekendens Formel 1-premiere i Østrig.

- Der var aldrig nogen forhandlinger. Der var aldrig et tilbud på bordet og derfor ikke noget at arbejde ud fra.

Vettel håber på at finde en ny arbejdsgiver til næste sæson.

- Jeg vil selvfølgelig være sikker på, at jeg træffer den rigtige beslutning for mig selv og min fremtid.

- Jeg tror, jeg er meget konkurrencepræget. Jeg har opnået meget i sporten. Jeg er motiveret og vil opnå mere. For at gøre det, kræver det den rigtige "pakke" og de rigtige folk omkring mig, så det er det, jeg leder efter lige nu, siger den 32-årige tysker.

Vettel tog VM-titlen fire år i træk fra 2010 til 2013 som Red Bull-kører. I 2015 skiftede han til Ferrari, hvor hans bedste samlede resultat i VM-stillingen har været to andenpladser.

2020-sæsonen i Formel 1 indledes med to løb på Red Bull Ring i østrigske Spielberg. Det første køres søndag.

Fredag skal kørerne for første gang i aktion, efter at coronapandemien i marts satte en stopper for Formel 1-sæsonen, før den overhovedet begyndte, når der er træning forud for lørdagens kvalifikation.

Kilde: Ritzau

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.282