GENERATIONSSKIFTE Til ældre mekanikeres problemer med at sælge deres ellers ganske udmærkede autoværksteder til yngre mekanikere, som tit har svært ved få finansieringen på plads siger direktør Erik S. Rasmussen, Dansk Bilbrancheråd:
- Vi involverer os, når vores medlemmer ønsker det - både med hensyn til køb og salg, og både juridisk og praktisk. Desuden har vi en række partneraftaler, som kan gøre processen billigere, eksempelvis med annoncering på flere platforme, og det benytter mange sig af.
- Problemet med generationsskifte og finansiering gælder ikke kun autobranchen, men også eksempelvis restauranter, hoteller, barer og kroer. Her kan det være svært at finde finansiel støtte. Men generelt gælder jo, at man ikke kan købe, hvis man ikke har penge. Derfor vil jeg opfordre de unge til, når de skal købe et landbrug, en bager eller et autoværksted, selv at komme med en opsparing. Sådan har det været i årtier, og sådan er det også i dag, udtaler Erik Rasmussen. Han forklarer videre:
- Men selv om man kommer med en opsparing, er vi enige i, at det kan være svært at få restfinansieringen på plads. Her er der dog i dag forskellige muligheder at trække på.
Langt fra umuligt
- Når et medlem af Dansk Bilbrancheråd vil sælge et værksted, har de også en interesse i at guide den unge mekaniker til Dansk Bilbrancheråd, bemærker han videre.
- Det er bestemt ikke altid let at få en restfinansiering på plads, men samtidig får vi hver måned nye medlemmer i form af yngre mekanikere, for hvem det er lykkedes. Så der er langt fra umuligt - der er også et naturligt generationsskifte i gang, påpeger Erik S. Rasmussen.
Nye erhvervslån
Af redskaber peger Erik S. Rasmussen blandt andet på en helt ny type lån, som brancheorganisationen SMVdanmark i maj sidste år begyndte at tilbyde under navnet SMVerhvervslån - lån som er både billigere og nemmere at få godkendt. Dansk Bilbrancheråd har været begejstret for muligheden, hvor hvor SMV’er (små og mellemstore virksomheder) både kan låne og låne penge ud på fordelagtige vilkår for begge parter.
Princippet bag den nye type lån er det såkaldte crowdlending, hvor lånetageren indgår en låneaftale med en bestemt rente og tilbagebetalingsperiode. Lidt som et traditionelt lån; forskellen er, at långiver ikke er banken, men andre virksomheder eller privatpersoner.
- Men underligt nok har der ikke været investeringsprojekter fra vores branche, selv om der er masser af kapital i fonden. Vi må nok her gribe i egen barm og kommunikere låne-nyheden bedre til vores medlemmer, erkender Erik S. Rasmussen.
Han slår endvidere et slag for en bog fra Finans Danmark og SMVdanmark, "Sådan forhandler du med din bank", som Dansk Bilbrancheråd deler gratis ud.
Unge mekanikere: Nye muligheder for finansiering
Selv med opsparing kan det være svært for en ung mekaniker at restfinansiere et autoværksted. Men der er kommet flere nye værktøjer til, påpeger Erik S. Rasmussen, direktør i Dansk Bilbrancheråd.