INTERVIEW - Der er behov for at autobranchen står sammen. Vi i branchen har en fælles interesse. Og når man har en fælles interesse, skal man arbejde sammen.
- Længere er den ikke.
Den danske autobranche er kendt for - i nogle politiske kredse måske berygtet for - at bestå af et stort antal brancheorganisationer. Men midt i det træder en af de højeste ryster frem og taler i modsat retning.
Stå-samme-holdningen udtrykkes af Gitte Seeberg. Seeberg, der siden 2017 har været markant adm. direktør i organisationen AutoBranchen Danmark. Seeberg, der torsdag i næste uge, den 25. juni, fylder rundt. Man spørger ikke til en dames alder, siger nogle. Så er det godt, at hun selv siger det - 60.
- Mere samarbejde. Længere er den ikke.
Gitte Seeberg formulerer det som "et fødselsdags-budskab," som hun siger.
- Jeg undrer mig over, at autobranchen ikke samarbejder noget mere. En af de største opgaver for os organisationer er jo at opnå bedre vilkår via lovgivningen. Og se nu på Christiansborg; her efterspørges at man har en fælles stemme for at blive hørt
- Det betyder selvfølgelig ikke, at vi skal være enige om alt. Men når man som os i denne branche har et interessefællesskab, styrker det os at arbejde sammen. Og det mener, jeg vi skal.
- Nu har jeg i hvert fald budt op til dans. Og vi er allerede i gang. Således har vi foreslået Bilbranchen DI at vi går sammen om at handle på Peugeot-sagen, set i lyset af den østrigske dom.
Direktør på høje hæle
At sætte en kvinde på høje hæle i spidsen for en sammenslutning af forretninger i den firehjulede branche kan måske betragtes som et modigt træk - måske et overmodigt træk?
Og ikke nok med det, en kvinde, der tidligere har været en markant figur i dansk politik - fx som skatteordfører for Det Konservative Folkeparti - og senere valgt til EU-parlamantet, som en af de tre politikere under kælenavnet Kylle, Pylle og Rylle og som medstifter at et nyt parti, nemlig Ny Alliance.
Formanden for AutoBranchen Danmark, Hans-Jørgen Jørgensen ryster på hovedet til, at bestyrelsen skulle have været special modig; "Vi skulle bare have en ny, synlig og skarp profil. Og det fik vi."
Men på den korte bane, Gitte Seeberg - hvor er vi nu?
En tidligere politiker med hjemmebane på Borgen ved godt, at man kan sikre sig et øjebliks tænkepause ved at svare, "...det er et godt spørgsmål!"
- Ja, når vi spørger medlemmerne svarer de heldigvis, at der er ved at komme gang i forretningerne igen. Ting er på vej opad.
- At sige, at nu er alt normaliseret, ville være forkert. Men det går opad igen. Og regeringens seneste udspil (udbetaling af tre ugers indefrosne feriepenge, red.) peger i samme retning. Så lad os ikke være alt for negative.
- Men, der er jo et problem, at det lavere salg af biler under corona først slår igennem senere. Derfor har vi lobbyet for, at hjælpepakkerne skal forlænges.
Klima på dagsordenen igen
Men hvor er vi så efter corona?
- Jeg er glad for, at andre emner end corona er på vej tilbage - og det gælder jo ikke mindst klimaet. Det er jo heldigvis ved at vinde indpas igen.
- Jeg ser klimaforandringerne som den største trussel mod menneskeheden. Husk på, jeg har jo også haft andre jobs (bl.a. som generalsekretær for WWF Verdensnaturfonden, red.) og her har jeg jo selv set, hvor stor effekt klimaforandringer kan have - ikke mindst i de varme lande.
- Bl.a. kan klimaforandringerne udløse store flytningestrømme med den ubalance, det kan skabe. Derfor er jeg meget opsat på at få sat en bremse for dette!
- Og her er bilerne jo en central del - selv om meget andet end biler spiller ind her. Hvordan den grønne omstilling udvikler sig, vil jo i høj grad afhænge af anbefalingerne fra klimakommisionen med Anders Eldrup i spidsen - han har jo lovet et udkast til efteråret. Ministeren har sagt, at planen stadig er en delrapport medio 2020, som nok bliver lige på den anden side af sommerferien. Den endelige rapport kommer inden nytår.
- Nu ved vi jo ikke, hvad kommissionens udspil bliver. Men det, der kommer efter sommer må mindst være en forlængelse af den nuværende lavere registreringsafgift på elbiler.
- Men i min bog er det slet, slet ikke nok. Tænk på Lars Løkkes plan om en million elbiler i Danmark i 2030. Måske kan vi nå det. Måske kan vi ikke. Men der skal meget, meget mere end en forlængelse af den nuværende registrerings-afgift til. Jeg nævner bare antallet af ladepunkter.
Erfaringer fra fx Norge er jo, at der er langt lavere værkstedsomsætning på elbiler end på fossile biler - hvad skal værkstederne stille op?
- Ja, nogle tal fra Norge viser en nedgang på 30 procent. Men det er der jo længe til herhjemme. Og prognoser slår fast, at der i dette årti vil blive solgte stadigt flere og flere biler. Selv om der skulle være den berømte en million elbiler på vejene i 2030, vil der stadig takket være et stigende bilsalg være mellem 2,5 og 3 millioner fossilbiler - altså i runde tale lige så mange som i dag.
- Så derfor. Selvfølgelig skal forhandlere og værksteder forholde sig til den grønne omstilling, og selvfølgelig skal man forberede sig på de nye tider. Men det er trods alt langt ude i fremtiden. Så først når fx halvdelen af forretningen forsvinder - da er det tid at gøre noget. Men det er om meget lang tid.
Vores forpligtigelse
- Der er mange i autobranchen, der er bekymrede over udviklingen. Det er der også i samfundet.
- Men man må følge med tiden. Og tiden er en anden i dag, end den var for fem år siden.
- Vi bor jo i Danmark. Og når der er et flertal i Folketinget er enige om en udvikling, er det vores pligt at bidrage til, hvordan vi bedst muligt kan få tingene til at ske.
- Sådan ser jeg på det. Jeg synes, jeg er heldig med, at jeg har fået lov til at være med til at få det til at ske. ...og vigtigt, at det sker på en måde, så medlemmerne kan følge med.
Topfigur i autobranchen kalder på mere samarbejde
Gitte Seeberg, en af de vigtigste stemmer i den danske autobranche, runder i dag et skarpt hjørne. I dette fødselsdags-interview kalder hun på mere samarbejde - "det vil styrke os alle."