DIALOG Flere autolakerere har oplevet at blive lukket ude af skadesopgørelsessystemet Forsi, fordi virksomheden ikke selv havde afregnet til et forsikringsselskab som underleverandør til et skadesværksted. SKAD henvendte sig derfor til Forsikring & Pension, der driver Autotaks/Forsi, for at sikre autolakerere fortsat adgang, også uden direkte afregning til et forsikringsselskab.
Efter hvad SKAD kalder en længere dialog har Forsikring & Pension, F&P, indvilget i at give autolakerere adgang, så autolakerere kan beregne lakering og kontrollere, om et karrosseriværksted har opgjort lakeringen korrekt. Autolakerere har dog fortsat ikke adgang til kladden fra karrosseriværkstedet, der bliver låst, når den er sendt til forsikringsselskabet, men kan udelukkende bruge Forsi til at efterberegne lakeringen. SKAD har længe kæmpet for at give autolakerere adgang til kladden, men det ønsker man, ifølge SKAD, ikke hos F&P.
F&P oplyser overfor Motor-magasinet, at brancheforeningen imidlertid løbende arbejder på at sikre sine brugere den til hver en tid bedste oplevelse af Autotaks/Forsi.dk, men samtidig skal sikre, at anvendelsen af Autotaks sker med den nødvendige integritet og lødighed mellem aftaleparterne. F&P var blevet bekendt med sager, hvor opgørelser blev foretaget uden en egentlig forsikringsbegivenhed og benyttet som grundlag for betaling. Det var i denne proces, at adgangen for autolakereren blev lukket.
- Dette var en fejl fra vores side, og adgangen er nu genetableret. Vi beklager naturligvis den ulejlighed, fejlen har været årsag til, siger underdirektør i Forsikring & Pension, Maria Clausen.
Lak-adgang til Forsi igen
SKAD har fået Forsikring & Pension til at genåbne for lakereres adgang til skadesopgørelsessystemet.