23948sdkhjf

Dinex vil vokse efter nyt historisk regnskab

Den fynske emissionsspecialist Dinex øgede såvel omsætning som resultat før skat med cirka 25 procent til henholdsvis 1,5 milliarder kroner og 133 millioner kroner i 2019. Nye fabrikker i Kina og Indien.

EMISSIONER Den verdensomspændende fynske emissionsspecialist Dinex øgede såvel omsætning som resultat før skat med cirka 25 procent til henholdsvis 1,5 milliarder kroner og 133 millioner, fremgår det af det netop offentliggjorte 2019-regnskab.

Resultatet skyldes højere produktivitet, nye produktlanceringer og en stærk pipeline af grønne emissionsløsninger til tunge køretøjer i industrien og i landbruget, oplyser Dinex.

Fynske Dinex voksede på både bund og top i 2019.

Årsregnskabet viser, at omsætningen voksede fra 1,2 milliarder kroner i 2018 til 1,5 milliarder i 2019, mens resultatet før skat landede på 133 millioner kroner mod 106 millioner året før.

Tallene glæder koncernens adm. direktør:

- Det giver os bestemt grund til at være tilfredse. 2019 var præget af vores utrættelige fokus på forbedringer i alle led af virksomheden. Det har givet afkast i form af højere produktivitet og kvalitet samt nye produktlanceringer, systemplatforme og adskillige nye kunder, siger Torben Dinesen, der også i 2018 kunne glæde sig over historisk flotte tal på både top og bund.

Dinex

Dinex-koncernen er en af verdens førende producenter og leverandører af innovative udstødnings-produkter og emissionssystemer til tunge køretøjer med diesel- og gasmotorer i lastbil-, entreprenør og landbrugsindustrien.
Dinex-koncernen har hovedkvarter i Middelfart og beskæftiger over 1500 medarbejdere verden over.
Dinex er til stede i 15 forskellige lande og fire regioner med fem globale teknologicentre og produktionsfaciliteter i Danmark, USA, Kina, Rusland, Tyrkiet, Storbritannien, Finland, Tyskland og Letland.
Derudover har Dinex salgs- og distributionsselskaber i Spanien, Italien, Frankrig, Tyskland, Storbritannien, Polen og Serbien.



Én milliard kr. på ny forretning

Dinex, der har hovedkvarter i Middelfart og aktiviteter i 15 lande, er en af verdens førende producenter og leverandører af innovative udstødnings- og emissionssystemer til tunge køretøjer med diesel- og gasmotorer.

Virksomheden leverer udstødnings- og emissionssystemer til både OEM-segmentet (nye systemer) og AEM-segmentet (reservedelsmarkedet). Og særligt på de nye systemer, som Dinex udvikler sammen med og for nogle af verdens førende producenter af tunge køretøjer, er der fyldt godt op i ordrebogen.

- Vores pipeline af nye udstødningsmodeller til producenter af lastbiler og industrimaskiner rækker mange år frem. Alene inden for OEM-sektoren, hvor vi sælger systemer til koncerner i hele verden, har vi ny forretning for over én milliard kroner, siger Torben Dinesen.

Med udgangen af 2019 splittede Dinex organisationen op i en OEM- og en AEM-division og styrkede i den forbindelse begge divisioner med nye kompetencer inden for ledelse og drift.

Fremgang i 2020 trods corona

Som alle andre virksomheder er også Dinex berørt af den igangværende corona-krise, men forventningerne er stadig et bedre resultat i 2020-regnskabet.

- Vores globale position samt nye systemplatforme betyder, at vi stadig ser frem mod et forbedret resultat for 2020. Og selv om særligt 2. kvartal kan blive udfordrende, tror vi på, at vi gradvist frem mod slutningen af 2020 vender tilbage til normale tilstande, siger Torben Dinesen.

Vækst fra Kina

Han tilføjer, at en stor del af væksten i både 2020 og de kommende år skal komme fra Kina, hvor Dinex i ly af corona-krisen har taget en ny, stor fabrik i brug.

Fabrikken skal primært servicere det kinesiske marked, som er verdens suverænt største marked for lastbiler. Dinex forventer at ottedoble omsætningen i Kina til cirka én milliard kroner frem mod 2023, når man medtager omsætningen i koncernens kinesiske joint venture-selskab.

Bygger ekstra fabrik i Indien

Dinex indgik også sidste år en aftale om at bygge en fabrik i Pune, Indien, i samarbejde med en lokal partner for at servicere den indiske off-road-industri med grønne emissionsløsninger.

Det er netop besluttet at bygge yderligere en Dinex- ejet fabrik i Chennai, hvor Dinex er udpeget som leverandør til Ashok Leylands nye serie af lastbiler baseret på BS6 emissionsstandarden, der svarer til Europas Euro6-standard.

Fabrikken skal stå klar i fjerde kvartal 2020 og starter leverancer i januar 2021.

Dinex investerer desuden heftigt i sit globale testcenter, der ligesom hovedkvarteret er beliggende i Middelfart. På grund af den omfattende portefølje af kommende OEM-modeller fordobler Dinex centrets testkapacitet og forventer samtidig at øge centrets medarbejderstab med cirka 30 procent hen over de kommende år.

- Det er naturligvis også noget, der giver os stor tro på fremtiden, når vi kigger ind i de kommende år, bemærker Torben Dinesen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079