ARBEJDSMARKED Corona-krisen har og har haft store konsekvenser for det danske samfund, og det er tydeligt at opmærksomheden på hjælpepakker og landets ve og vel har været så stor, at fokus er blevet flyttet fra nogle af de andre, væsentlige forhold, der er sket i foråret. Om det har været med rette kan ingen gøre sig til dommer for, men i hvert fald ét væsentligt forhold skal fremhæves af mindst samme vigtighed som Corona-krisen for foråret 2020.
Vi har nemlig fået nye overenskomster!
Det sker sådan hver 2. eller 3. år og har rigtig stor betydning for mange medarbejdere og dermed også for mange arbejdsgivere.
I år forløb overenskomstforhandlingerne uden nogen form for dramatik. Grundforhandlingen på industriområdet blev færdiggjort over en weekend i februar, og derefter begyndte det øvrige arbejdsmarked, herunder overenskomstparterne i bilbranchen, at forhandle løbende. De store overenskomster var til afstemning frem til medio april og hele 87,5 % af medarbejderne stemte ja til overenskomsterne.
Lønmodtagervenlig aftale
Men hvad indebærer de så? Og tager de hensyn til den tid, vi har lige nu?
Resultatet hviler på en forhandling, der skete inden Corona-lock-down, og derfor er det åbenbart, at forhandlingen ikke kunne tage hensyn hertil. Så i sin rene form bliver der ikke taget hensyn til den mere eller mindre skrøbelige situation, som mange virksomheder står i. Overenskomsten indeholder dog fortsat en forholdsvis lav mindsteløn, og derfor er de lønmodtagervenlige tiltag, der er indført, ikke nødvendigvis ensbetydende med, at virksomheder alene af den grund bukker under.
De nye overenskomster er - set med arbejdsgiverbriller - temmelig lønmodtagervenlige. Men lønmodtagerne synes sikkert det modsatte.
De væsentligste ændringer i overenskomsterne handler om alt fra en længere periode med løn under sygdom til øremærket fædreorlov.
Sygemeldte medarbejdere med mindst 6 måneders anciennitet vil fremadrettet have krav på fuld løn i op til 14 uger modsat de 9 uger, der var gældende tidligere.
Medarbejdere med 9 måneders anciennitet får ret til at afholde barnets 2. hele sygedag samt at tage fri til at tage til læge med barnet; uden løn vel at mærke. Betaling for begge dele kan ske fra fritvalgskontoen.
Fædres ret til forældreorlov
Fra 1. juli 2020 udvides faderens ret til afholdelse af forældreorlov med fuld løn fra højst 8 uger til højst 11 uger. Det er fortsat en forudsætning for krav om fuld løn, at der er fuld adgang til dagpengerefusion.
Feriefridagsordningen fortsætter med 5 feriefridage pr. ferieafholdelsesperiode, første gang 1. september 2021. Som overgangsordning tildeles medarbejdere med ret til feriefridage i alt 6,67 dage til afholdelse fra 1. maj 2020 til 31. december 2021. Lige præcis denne bestemmelse var ventet på grund af den omlægning af ferieåret, vi står overfor med den nye ferielov.
Der skal betales pension af sygeferiegodtgørelse (sygeferiepenge), dvs. de feriepenge, som en sygemeldt medarbejder har ret til. Sygeferiepengene skal beregnes som 12,5 % af den løn, som medarbejderen normalt ville få.
Dyr lærlingepension
Endelig - og som noget ret relevant - indføres der lærlingepension allerede fra lærlingens 18-års fødselsdag. Det kan blive en dyr fornøjelse for arbejdsgiverne, men der arbejdes benhårdt på at få denne mer-udgift dækket af midler fra AUB-systemet. Det kræver en lovændring, og for at nå den - eller se, om det kan lade sig gøre at nå den - så træder ændringen først i kraft i efteråret 2020. Hvis AUB-midlerne kan bruges, så skal arbejdsgiver betale 8 % til lærlingen selv 4 %. Kan der ikke opnås et lovbestemt tilskud fra AUB-midlerne, så vil der kun skulle betales 4 % fra arbejdsgivers side og 2 % fra lærlingens.
Ud over ovenstående er der naturligvis en række sats-mæssige reguleringer på både mindstelønninger, lærlinge, befordringsbidrag, værnefodtøj m.v.
Langt de fleste overenskomster har indført ovenstående ændringer fra 1. marts - men enkelte, herunder DBR Arbejdsgiverforening, reguleres først 1. maj.
Nye overenskomster - og hvad så?
I skyggen af corona-krisen er de nye overenskomstaftaler fløjet under radaren. Få et overblik over, hvad de betyder for din virksomhed i autobranchen.